’Den fremmede’: Brændende aktuel klassiker-filmatisering er båret af ildevarslende intensitet
FILM. Francois Ozon har over to årtier markeret sig som en af de mest arbejdsomme og alsidige franske instruktører. Han veksler umærkeligt mellem genrer – fra erotiske thrillere og krimier (’Swimming Pool’ og ’Efterår i Bourgogne’) til periodefilm (’Frantz’, ’Peter von Kant’) og samfundskritiske samtidsdramaer (’Gud være lovet’, ’Alt gik godt’).
Med sin loyale filmatisering af Albert Camus-klassikeren ’Den fremmede’ kombinerer Ozon sin forkærlighed for slow burn-spænding, klassikerfilmatiseringer og sanselig erotik med en fortælling om den vestlige verdens latente fremmedfjendskhed og hang til at vende det blinde øje til.
Filmen indledes med en periodespecifik postkortsmontage fra Algeriet anno 1930’erne. I voice-over beskrives idyllen i den franske koloni. Men i næste øjeblik blotlægger filmen illusionen, da hovedkarakteren Meursault (Benjamin Voisin) ankommer til en overfyldt fængselscelle med ordene: »Jeg har dræbt en araber«.
I flashbacks opruller filmen de begivenheder, der drev franskmanden Meursault til mord. Vi følger den unge og smukke kontormedarbejder, da han modtager et brev om, at hans mor er død. Hans reaktion er ikkeeksisterende, og der er intet i hans adfærd, der antyder sorg – kun sørgebindet på hans arm signalerer karakterernes indre tumult for omverdenen.
I de efterfølgende dage, uger og måneder følger vi Meursault, der glider gennem verden uden at udvise den store interesse for sine omgivelser. Han vil ikke se sin mors lig, inden hun skal begraves, og han glemmer at rejse sig i kirken. Han viser ingen interesse, da hans chef tilbyder ham en forfremmelse, og hans følelsesliv er rugende hult i relationen med hans nye kæreste Marie (Rebecca Marder).
Omkring ham i Algeriets summende gader bobler vold, kulturforskelle og fremmedhad hele tiden op til overfladen: Hans overbo (Denis Lavant) tæver sin hund højlydt, hans anden nabo Raymond (Pierre Lottin) tæver sin arabiske elsker, og lokalpolitiet reagerer med vold, men ingen af tingene får Meursault til at gøre op med sin passivitet. Ikke indtil han pludselig – som et lyn fra en klar himmel – tager handling med dødelige konsekvenser.
Ozon indfanger det hele i smukke og sanselige sort-hvid-billeder, der i deres ornamentering står i skærende kontrast til hovedkarakterens Bresson-beslægtede askese. Kontraster er i det hele taget kernen i filmen, der kobler følelseskoldhed med intens passion og et sanseligt portræt af den solrige storby over for hovedkarakterens indelukkede liv på sit spartanske værelse.
Meursault er et fremmedelement i Algeriet, men han ser stedet som sit og de lokale som fremmede.
’Den fremmede’ taler tydeligt til vores samtid, hvor xenofobi for alvor flammer op, og hvor vesten dagligt ser den anden vej, når nutidig kolonialisme trænger sig på. Her er Ozons ærinde at indskrive de skæbner, der i forlægget kun var omtalt som perifere arabere, i historien ved at give dem navne, scener og handlekraft. De står i skærende kontrast til den hvide mands fremmedgørelse, modløshed og handlingslammelse.
Ozon er en kompetent filmhåndværker, men i filmens sidste tredjedel er hans udadvendte formsprog i modstrid med forlæggets indadskuende eksistentialisme.
Filmen er klart bedst, når Ozon fremmaner en ildevarslende intensitet af seksuelle spændinger, som man føler kan bryde ud i lys lue når som helst.
Kort sagt:
Frankrigs mest arbejdsomme instruktør har kastet sig over en filmatisering af Albert Camus-klassikeren ’Den fremmede’, der drives frem af en ulmende spænding.