Tom Cruise siger, at han ikke tænker på billetsalget, når han laver film

Tom Cruise siger, at han ikke tænker på billetsalget, når han laver film
'Digger'. (Foto: Warner)

Tom Cruise er før blevet hædret som biografernes redningsmand – blandt andet da ‘Top Gun: Maverick’ blev den helt store redningskrans for de coronapressede biografer i 2022 med en indtjening på omkring halvanden milliard dollars.

Det samme er ikke ligefrem tilfældet med den aktuelle ‘Digger’, hvor samarbejdet med den mexicanske instruktør Alejandro González Iñárritu udgør det skalamæssigt største flop i Tom Cruises karriere, og sågar tegner til at blive et historisk et af slagsen generelt.

I åbningsweekenden solgte filmen kun billetter for otte millioner dollars i USA og i alt 20 millioner dollars på verdensplan. Den stort anlagte fortælling om en oliebaron, der må håndtere efterdyndingerne af en miljøkatastrofe, anslås at have kostet omkring 150 millioner dollars at lave.

Det bekymrer dog ikke Tom Cruise, der allerede inden premieren gjorde det klart, at billetsalget ikke havde stor betydning under et interview i podcasten ‘On Film With Kevin McCarthy’ (via Variety).

Han kalder ‘Digger’ lige den film, han har ønsket at lave, fordi den krydser sprogbarrierer og kan »vare ved og udvikle sig«.

»Film transcenderer… man håber bare, at man kan lave en film, som varer ved. Så mange ting sker, når du har åbning på en film. Jeg var heldig at sende film ud i 80’erne og 90’erne, hvor film blev i biografen i et år«, fortæller Cruise og nævner store hits som ‘Rain Man’ og ‘Født 4. juli’.

Interviewet udkom 1. oktober, hvor ‘Digger’ fik premiere, men det er ikke udelukket, at holdet bag filmen allerede godt vidste, at billetsalget ikke tegnede så godt på grund af forudsigelser og forudbestillinger.

»Når jeg laver film, tænker jeg ikke: ‘åbningsweekend!’. Jeg har en stærk følelse af, at vi kommer til at lave noget, der er et blivende stykke filmkunst«, slog Cruise dog fast.

At ‘Digger’ krydser sprogbarrierer er i hvert fald sandt i Danmark, hvor filmen har klaret sig suverænt siden premieren. Den mødte en kollektiv ros fra anmelderne, i stærk kontrast til de amerikanske anmeldelser, og har været den næstmest populære film i biografen i weekenden med et billetsalg på 12.000.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af