Ny Thomas Korsgaard-roman sidder fast i sin kransekagefascination

ROMAN. Thomas Korsgaard er tilbage med en roman fem år efter at det sidste bind i ’Trilogien om Tue’ strøg til tops på bestsellerlisterne.

På fem år kan meget nå at ændre sig. Men det har det ikke gjort i Korsgaards romaner. Vi befinder os stadig mellem Skive og Viborg, hvor en ynkværdig drengs lidelser udfolder sig.

Drengen hedder ikke længere Tue. Nu er det Tommys tur.

Tommy er 11 år og lider af så svær skolevægring, at han skider i bukserne med vilje for at undslippe matematik og mobning.

Det koster moren Carina hendes rengøringsjob, da hun bliver ved med at komme for sent, fordi hun ikke kan få afleveret sin dreng.

Det med jobbet er et stort problem, for der er en massiv gæld, der skal betales af, fire børn at fodre på og ægtemanden Henning, der er lige så sur, som hans ryg er dårlig.

Situationen virker håbløs, men moren griber ud efter sit konditorsvendebrev og forvandler deres faldefærdige køkken til en arbejdsplads for hende og Tommy, der så kan slippe for folkeskolens fortrædeligheder.

Hvis ’Kransekageleverandørerne’ havde været en roman i genren healing fiction ville alt blive godt herfra. Solen ville stråle og kransekagerne ville have udbedret alle familiens mislyde. Sådan går det ikke hos Korsgaard. Her går vi konsekvent fra ondt til værre.

Hele situationen bliver i øvrigt heller ikke bedre af, at morens stresssygemeldte socialrådgiversøster kommer rendende og kommenterer bedrevidende på alt fra børneopdragelse til hygiejnebeviser hver eneste onsdag.

Alt dette er set gennem den 11-årige Tommys registrerende øjne og er primært fortalt fra det lille køkken, hvor skabslågerne går op i limningen i takt med, at karaktererne gør det.

I dette indelukkede mikrokosmos er alle replikker en stikpille. Alle handlinger er foretaget i afmagt, og alt handler om penge.

Verdens værste mandemand  

’Kransekageleverandørerne’ er en roman, der starter og slutter stærkt, men det er også en roman med en gevaldig midte, der fortaber sig i kagedej og manglende karakterudvikling.

Det er især Tommys far, der står helt i stampe i midten af romanen. Han fremstår som en helt igennem gemen stakkel, der ikke har et venligt ord i sig.

Tommys skolevægring får han verbalt forvandlet til »Hvalpens pjæktarm«, morens konditorforretning bliver til »Dit bagehejs«. Det er som at bakke snagvendt med en åndsformørket toksisk machoidiot.

Tommys far har kun ét gear – og det er brok. Når Carina ikke tjener nogen penge i starten, skal hun denondelynemig se at få sig et rigtigt arbejde, men når hun så tjener gode penge, er det heller ikke nok.

Det hele er set gennem Tommys øjne. Det er drengens blik på en far, han er skræmt af, men det ændrer ikke på, at læseoplevelsen bliver enstrenget.

For Tommys far er ikke den eneste, der får for meget plads til kun at have én indstilling. Moren er ikke meget bedre. Hun er karakteriseret som en bundsolid gæv kvinde, der ikke har fået slebet kanterne helt af. Det er en kende stereotypt.

Alt for meget af bogen kommer desuden til at handle om konditorhåndværket. Hvis man ikke er bidt af en gal sprøjtepose i forvejen, er det svært at komme op at køre over pyntning af kransekage.

Det skriver jeg i en tid, hvor den kollektive massepsykose, der hedder ’Den store bagedyst’ efterhånden må være ved at klinge af.

’Kransekageleverandørerne’ virker til at være en velresearchet roman, hvor Korsgaard har lært navnene på alt specialværktøjet at kende, så nu skal der nævnes k-spader, sprøjtetyller og blondepapir til højre og venstre. Det kommer der bare ikke nødvendigvis en interessant tekst ud af.

Socialrådgiverguf

Romanens midte er ærgerlig, fordi der ligger meget væsentligt socialrealistisk stof og bobler under marcipanlåget.

Bogen handler i høj grad om, hvordan omsorgssvigt helt konkret ser ud, og hvordan det kommer så vidt. Der er ingen forældre, der sætter sig for at omsorgssvigte deres børn. Thomas Korsgaard gør det svære arbejde med at skildre, hvordan det alligevel ender ulykkeligt for velmenende forældre, der er for stolte til at indrømme, at de mangler hjælp.

Men det bliver desværre først tydeligt i romanens sidste tredjedel.

Her er man blevet kørt træt af det evindelige kageri – og det er blevet svært at tage karaktererne alvorligt, fordi de er så ensidigt portrætteret.

Så da situationen i romanen eskalerer, kommer følelserne ikke rigtig helt ned i maven. De bliver på overfladen – måske helt indtil romanens allersidste sætning.

Det er en prægtig tragisk sætning, der opsummerer og løfter hele værket til sidst. Den demonstrerer Korsgaards sans for det jyske og det knugende på samme tid.

---

Kort sagt:
Lidt for dybt begravet under et bjerg af kransekage ligger der en roman om omsorgssvigtets anatomi, og hvordan mennesker falder fra hinanden over tid.