Brimheim har prøvet kræfter med lidt af hvert, siden hun i starten af 2024 udgav sit andet album, ‘Ratking’.
Hun har fået sit eget radioprogram. Skuespildebuteret over for Pilou Asbæk i den danske film ‘No Rest for the Wicked’, hvortil hun også skrev og udgav en sang på færøsk, ‘Alt verður ljóst’.
For nylig deltog hun desuden i DR-programmet ‘Andreas Odbjergs popmanifest’, hvor hun fik til opgave at skrive en sang på én dag. På dansk.
Nu er hun tilbage med sin første egentlige single i over to år, ‘My Collection’.
En sang, der ifølge en pressemeddelelse »introducerer et helt nyt musikalsk udtryk for Brimheim«, og som ganske rigtigt er noget helt andet end den melankolske indierock, hun indtil nu primært har dyrket.
I stedet har vi at gøre med en jazzet, 70’er-klingende ballade – efter sigende inspireret af navne som Vashti Bunyan og Scott Walker – der ligesom det seneste album er produceret af Søren Buhl Lassen fra Blaue Blume.
»At skulle skrive ny musik havde føltes som at træde vande i månedsvis, indtil ‘My Collection’ dukkede op – det var et kæmpe gennembrud«, udtaler Brimheim i pressemeddelelsen og kalder sangen »en gave fra universet«.
Lyt til ‘My Collection’ og se den sort-hvide musikvideo herunder.
