David Byrnes nye sang er skrevet på Elon Musk-citater

David Byrnes nye sang er skrevet på Elon Musk-citater
David Byrne til Oscar-showet 2023. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

David Byrne har aldrig været bleg for at udfordre sangskrivningens konventioner, og hans seneste udgivelse er ingen undtagelse.

Sammen med komponisten Daniel Pemberton har han nemlig skrevet sangen ‘Let Me Sell You a Dream’ med en tekst baseret udelukkende på citater fra Elon Musk. Byrne har tidligere lavet en lignende øvelse til rock-musicalen ‘Here Lies Love’ om den tidligere filippinske førstedame Imelda Marcos.

»Det ville være for nemt og formentlig heller ikke lige så sjovt, bare at kritisere ham direkte« fortæller Byrne ifølge Pitchfork.

»Så tænkte jeg, det ville være bedre at prøve at komme lidt ind i hovedet på ham – at bruge vendinger, han selv har brugt i interviews og udtalelser, og lade karakteren i sangen være ham, der beskriver sig selv«, fortsætter han.

Nummeret er en slags gammeldags punk med et strejf af Talking Heads og Byrnes karakteristiske vokal, der inkarnerer Musk med linjer som »I’m a chill, normal dude« efterfulgt af »I eat a glass sandwich / Oh, I eat them everyday«.

Sangen er en del af soundtracket til den kommende dokumentar ‘Musk’ om den kontroversielle figur instrueret af Alex Gibney. Soundvenues anmelder rapporterede fra Venedig filmfestival, at filmen er »brækfremkaldende nødvendig tortur«.

Hør ‘Let Me Sell You a Dream’ her:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af