TRACK. Mit første møde med den svenske musiker Waterbaby var igennem en Ikea-reklame.
Hun medvirker nemlig på nummeret ’Stockholmsvy’ af hendes kollega Hannes – et vemodigt, jazzet indiepop-nummer, der blev lydtæppet til Ikeas ’Life Is Messy’-kampagne.
Waterbabys nye single er dog ret langt fra Ikeas byg-selv-helvede, franske hotdogs og kötbullar.
Kendra Egerbladh, som er hendes borgerlige navn, har udgivet musik som Waterbaby siden 2023 og udgav tidligere i år sit debutalbum, ’Memory Be a Blade’, der blander nordisk jazz og indiepop.
Med sin seneste single, ’Creek’, forlader hun det alt sammen og tager så langt ud i skoven, som man nærmest kan komme.
’Creek’ er som en lille hemmelighed dybt inde i de store, svenske skove. Musikalsk befinder Waterbaby sig her et sted mellem Agnes Obel og ’Johanne og Troldeskoven’.
Med sin folkevise-agtige komposition og Waterbabys luftige stemme daler den ørehængende guitarmelodi som et blad fra et træ, indtil en fløjte griber sangen som en let brise.
Der er hænger en slags dis over ‘Creek’, som holder én tryllebundet, og det hele er florlet og enormt charmerende. Med sine små to minutter føles det som en skovnymfe, der dukker frem fra bækken og forsvinder lige så pludseligt igen.
Et enkelt, kort øjeblik, hvor skovens magi åbenbarer sig. Som en hemmelighed, man har for sig selv.
Til dig, der kan lide: At gå på eventyr i skoven. Mystik og magi. ‘Johanne og Troldeskoven’. Agnes Obel.
