‘Andre mennesker’
Instruktion: Amalie Maria Nielsen. Manus: Agnes Maagaard. Producere: Emma Ethelberg og Laura Bøcher Ursø.
5 stjerner
»Jeg tror måske, vi skal flytte sammen, altså mig og Louis«, siger Mathilde Arcel. Hendes karakter forsøger at virke henkastet, men lyder nervøs. Replikken får da også publikum til at ændre drastisk syn på hendes relation til den anden hovedkarakter, spillet af norske Kristine Kujath Thorp.
For i starten af ‘Andre mennesker’, instrueret af Amalie Maria Nielsen, kan man snildt komme til at tro, at de to bedste veninder faktisk er kærester. De vågner i samme dobbeltseng, ligger tæt på hinanden og har en kærlig tone. Indtil tonen ændrer sig.
For noget i deres intime relation er gået i stykker. Hvad gik galt? Hvordan endte de som to fremmede, som to andre mennesker? Det føles, som om hovedpersonerne genbesøger deres minder for at finde ud af det i den fine og nænsomt komponerede kortfilm, der sammenvæver en række scener fra vennernes langstrakte brud.
I et nutidsspor ser vi lejligheden, hvor meget af handlingen foregår, tom for både møbler og mennesker. Disse forladte billeder uden handling, men rig på detaljer, giver ‘Andre mennesker’ en svævende og nærmest åndelig kvalitet, der gør det melankolske tilbageblik endnu stærkere. De vækker også mindelser om slutningen i Alice Rohrwachers tidlige filmperle ‘Miraklerne’.
Noget uudtalt hænger konstant i luften mellem dem. De to unge stjerneskuespillere formidler følelserne med ambivalens og underspillet mimik.
For ‘Andre mennesker’ handler i høj grad om de ting, der ikke bliver sagt og ikke bliver gjort. Og selvom vi bliver klogere på karakterernes gemte motiver mod slut, får vi lykkeligvis aldrig deres tanker serveret med unødvendig eksposition.

‘Elskede ø’
Instruktion: Mikkel Bjørn Kehlert. Manus: Anton Bang. Producer: Valdemar Guldbrandsen.
3 stjerner
Hvad har et anarkistisk punkband med en haveforening at gøre?
Det er et af flere spørgsmål, som rejser sig i mødet med den småkryptiske ‘Elskede ø’, instrueret af Mikkel Kehlert.
Simon Bennebjerg spiller en feltbiolog, der besøger en københavnsk haveforening med sur jord og en næsten lige så sur formand, gestaltet herligt humoristisk af Jens Albinus. Dennes datter, spillet af Mollie Næss-Schmidt, fanger hurtigt biologens interesse under et langt og længselsfuldt håndtryk.
Klip til en sommerlig fremtid, hvor de to unge planteentusiaster nu er blevet kærester. Foreningen, som er omgivet af fabrikker og nybyggerier, er tvunget til at flytte på grund af kommunal byplanlægning. Og føromtalte punkband får taget fotos og øvet hidsige sange i et skur inden en forestående koncert.
Skuespillerne bringer både naturlig varme og underfundig humor til scenerne, der er afsindigt smukt indfanget på analog film af fotograf Sebastian Bjerregaard. Komikken får vi eksempelvis gennem en ganske fornøjelig samtale om yndlingsfugle mellem Bennebjergog Albinus. Som helhed føles kortfilmen dog i sidste ende lovligt fragmenteret.
For trods et bombastisk og musikalsk klimaks, der viser, at både fællesskab og modstandskraft kan spire i den sure jord, savner man i sidste ende at få bundet en sløjfe på fortællingens mange løse tråde.

‘Powergirl’
Instruktion: Kathrine Skibsted. Manus: Kathrine Skibsted og Emilie Kofoed Larsen. Producer: Anine Xinh Lodberg.
4 stjerner
Man aner, at instruktør Kathrine Skibsted tog sine første filmiske skridt som dokumentarist.
For selvom coming-of-age-fortællingen ‘Powergirl’ er fiktion, mærker man en rå og ufiltreret energi fra de håndholdte optagelser, der næsten kunne være filmet på et digitalkamera i start-00’erne.
Filmen følger teenageren Sofia, der har et nært venskab med Nomi, men som også holder noget skjult for veninden. Hun har det svært derhjemme, og det skyldes i høj grad morens nye kæreste, der er voldelig og manipulerende.
Bjørk Storm bærer meget af filmen med sine tilbageholdte ansigtsudtryk, hvori man hele tiden kan aflæse en ubehagelig følelse af skam over sig selv og sin familie.
Hemmelighederne bliver sværere at skjule, da moren inviterer Nomi med på en lille campingtur til Sverige. Selvom plottets udvikling ikke byder på de store overraskelser, mærker man de unge kvinders ubehag i kroppen, når stemningen bliver tiltagende giftig.
Mest overraskende er den undertiden eksperimenterende æstetik. Som en vellykket modvægt til hovedpersonens sårbarhed har ‘Powergirl’ et viltert udtryk med punkrock på lydsporet og blege, blåtonede billeder, hvoraf flere er slørede og i slowmotion.
Sådan går filmen en fin balancegang mellem den unge hovedpersons frygt for at træde ved siden af og trang til at bryde fri.

‘Hånden på hjertet’
Instruktion: Marco Lawson. Manus: Fahiem Khaja. Producer: Nawa Al-ani.
4 stjerner
Hvem gemmer sig i virkeligheden bag de obligatoriske, opstillede familieportrætfotos?
For Karls vedkommende er det hverken den tålmodige skolelærer, den trofaste ægtemand eller den trygge far, som omverdenen måske tænker.
Nej, hovedpersonen i ‘Hånden på hjertet’ er egentlig ikke det bedste menneske. Han lyver konstant for sine nærmeste i et forsøg på at dække over sine svigefulde gerninger, der blandt andet indebærer en affære med en kollega.
Karls problematiske adfærd bliver tiltagende risikabel, og det eskalerer i en så voldsom grad, at det går lidt ud over realismedramaets troværdighed. Til gengæld leder hans handlinger også til underholdende scener med en intens, næsten Ruben Östlund’sk absurditet og akavethed.
Særligt mindeværdig er en teaterøvelse i skolens gymnastiksal, hvor Karl har meldt sig som frivillig hjælpelærer. Han skal spille læge, og eleven Sløve skal spille patient. Undervejs bliver han så irriteret på sin medspiller, at han simpelthen tyer til den barnagtige løsning at nive drengen.
Altid seværdige Morten Hee Andersen finder den rette balance mellem en charmerende facade og et mørkt indre. I en veloplagt ‘Herrens veje’-reunion har han desuden en drilsk, næsten ondskabsfuld kemi med Simon Sears som den gamle ven Folke, der har gennemskuet Karl som en af de eneste.
Folke er også portrætfotografen, der i starten af ‘Hånden på hjertet’ fanger Karl med et tomt blik blandt sin elskede familie. Han og ‘Hånden på hjertet’ tvinger også publikum til at tænke over de skamfulde, egoistiske følelser, som et travlt familieliv til tider kan fremprovokere, men som de færreste nok tør sige højt.

‘Mellem bjerge’
Instruktion: Sabrina Ferguen, Manus: Sabrina Ferguen Odbjerg og Barbro Skolmen. Producere: Ida Guld, Sofie Odgaard og Astrid Gott Schmidt.
5 stjerner
Den korteste af afgangsfilmene (18 minutter) er fyldt med både liv og død, men instruktør Sabrina Ferguens atypiske migrantportræt er på forbilledlig vis aldrig i nærheden af at kamme over.
‘Mellem bjerge’ følger den otteårige pige Aylin, som snart skal flytte fra »det kolde nord« med sine forældre tilbage til deres hjemland. For hende er det ikke en glædelig nyhed, da hun aldrig har kendt til andet end de nuværende spartanske forhold, der for hende føles som hjem.
En anden på papiret god nyhed, morens gravide mave, vækker heller ikke hendes begejstring. For hvem har overhovedet spurgt hende, hvad hun har lyst til? Har de voksne overhovedet tænkt på hendes liv, da de tog beslutningen?
Det har de nok, men sådan føles det ikke for hovedpersonen, og vi oplever verden udelukkende gennem hendes nysgerrige øjne og berøringer. Gennem en papirløs køkkenrulle. Gennem et plastikforhæng på farens arbejde. Gennem stuens sofabord af glas, som gerne skal være uden fedtfingre.
Den sanselige film svinger elegant mellem miljøer og tider uden at komme med konkret kontekst. Det giver fortællingen en drømmende fornemmelse. Ligesom ‘Andre mennesker’ føles scenerne som en strøm af minder fra en svunden tid, hvor nogle detaljer stadig står skarpt frem, mens andre fremstår slørede.
En stærkt medvirkende faktor til den drømmeriske aura er de ekstremt flotte billeder af filmfotograf Gerda Falk, der kan få selv en grå grusgrav til at se magisk ud.

‘Mens I ser på’
Instruktion: Casper Emil Rudolf Kjeldsen. Manus: Barbro Skolmen og Eva Friis Sørensen. Producer: Sebastian Braae.
3 stjerner
Det er altid imponerende, når filmstuderende på minimale budgetter sætter barren højt og skyder efter spillefilmformatet. Det har instruktør Casper Rudolf (‘Det er i jorden’) gjort med den dystre thriller ‘Mens I ser på’, der med sine 75 minutter er årgangens klart længste afgangsfilm.
Men længere er ikke altid bedre, og egentlig havde ‘Mens I ser på’ nok været mere engagerende, hvis den var klippet ned til en kortere og mere skarp fortælling.
For handlingen er langt hen ad vejen så underfortalt og hovedpersonens sind og adfærd så svært forståeligt, at man begynder at længes efter en forklaring. Den får vi til gengæld til allersidst med et blotlæggende bekendelsesbrev og et velvalgt, isnende uhyggeligt slutmotiv.
Casper Rudolf og resten af filmholdet har nemlig kastet sig ud på et mørkt overdrev, hvor dansk film sjældent bevæger sig hen. Det er i sig selv forfriskende, at de tør bryde med realismetraditionen. I stedet giver de et bud på en morderisk arthouse-thriller i et køligt stemningsleje i stil med Michael Hanekes ‘Funny Games’ og Philippe Grandrieux’ ‘Sombre’.
Magnus Juhl Andersen spiller en på overfladen harmløs ung vinduespudser, der drømmer om at stige i graderne på arbejdet. Men hans chef nøler med lønforhandlingen, og i stedet søger hovedpersonen at sikre sit eftermæle på anden vis.
Mens han rengør ruderne på et lokalt plejehjem og udforsker en passion for gipsafstøbninger, studser både hans kæreste (Selma Sunniva) og publikum over, hvad han mon egentlig pønser på. Det ulmende, minimalistiske elektroniske score af Andreas K. Westmark signalerer, at det næppe er noget godt.
Andersen formår at spille den problematiske protagonist både latterligt sølle og kvalmende grusomt. Men det er ikke helt nok til at holde én engageret gennem den relativt langtrukne proces mod karakterens tvivlsomme råb om anerkendelse.
Alle filmene kan ses på DR TV.
