‘The Good Daughter’: Effektiv thrillerserie leverer makabre afsløringer til overflod
SERIE. Hvis der findes en gud, virker det til, at han har et personligt udestående med familien Quinn.
I ‘The Good Daughter’ falder ulykkerne nemlig så tæt, at man næsten begynder at spekulere på, om den amerikanske småby Pikeville er bygget oven på en gammel indiansk gravplads.
I centrum står søstrene Charlotte (Meghann Fahy) og Samantha Quinn (Rose Byrne), hvis liv blev splittet af en voldsom tragedie i barndommen. Tyve år senere har de håndteret eftervirkningerne på vidt forskellige måder.
Charlotte, kaldet Charlie, er blevet forsvarsadvokat i hjembyen, hvor hun arbejder sammen med sin idealistiske og lettere excentriske far Rusty (Brendan Gleeson), mens Samantha, kaldet Sam, har skabt sig en succesfuld advokatkarriere i New York, langt væk fra familien og de minder, hun helst vil undgå.
Men da en ny voldsom hændelse rammer Pikeville, bliver søstrene tvunget tilbage i hinandens liv, og snart viser det sig, at byens borgere gemmer på flere hemmeligheder end en gennemsnitlig Harlan Coben-serie.
‘The Good Daughter’ er baseret på Karin Slaughters roman af samme navn, som forfatteren også har været med til at omsætte til manuskript. Og hun har ikke tænkt sig at lade sine karakterer slippe billigt.
Fortællingen springer mellem fortid og nutid, mens nye afsløringer konstant punkterer det, man troede, man vidste. Det er effektivt skruet sammen, og særligt seriens retssalsdrama formår at gøre spørgsmål om skyld, retfærdighed og dødsstraf til mere end blot bekvemme redskaber til at holde spændingen kørende.
Alligevel er det hverken de opfindsomme plottwists eller byens moralske fordærv, der gør serien værd at se. Det er forholdet mellem de to søstre.
Rose Byrne er fremragende som den kontrollerede og skarptungede Sam, hvis vrede og sorg konstant truer med at bryde gennem den professionelle facade. Over for hende spiller Meghann Fahy (’The Bold Type’, ’The White Lotus’, ’The Perfect Couple’) Charlie så skruppelløs voldsom og ligefrem i hendes forsøg på at holde sammen på en familie, som for længst er gået i stykker.
Deres samspil er både rørende og ubehageligt genkendeligt. De kan være nådesløse over for hinanden, men også finde tilbage til en næsten barnlig fortrolighed gennem små stikpiller og søskendehumor. I en særlig intens konfrontation følger det rastløse kamera Sams voksende raseri, så hendes frustration nærmest forplanter sig fysisk til seeren.
Det er i de øjeblikke, serien for alvor viser, hvad den kan.
Desværre har ‘The Good Daughter’ også en tendens til at forveksle følelsesmæssig dybde med antallet af tragedier, den kan stable oven på hinanden. Overgreb, vold, sygdom, sorg og traumer vælter ind i fortællingen med en hastighed, der gør det svært at nå at mærke konsekvenserne af den ene katastrofe, før den næste melder sin ankomst.
Det er ikke, fordi seriens mørke temaer er uvedkommende. Tværtimod. Men de utallige choks skygger for den menneskelige kompleksitet, som Byrne og Fahy ellers formidler så overbevisende.
Under alle de makabre afsløringer gemmer sig en langt mere interessant fortælling om to mennesker, der både elsker og bebrejder hinanden, og som forsøger at finde ud af, hvordan man bliver ved med at være familie, når fortiden nægter at slippe sit tag.
‘The Good Daughter’ er en både velspillet, underholdende og spændende thriller, som heldigvis har mere på hjerte end sine mange overraskelser. Men nogle gange ville det klæde den at lade søstrene trække vejret, inden den næste katastrofe banker på døren.
Kort sagt:
Rose Byrne og Meghann Fahy er fremragende i en effektiv og følelsesladet thriller om søsterskab, skyld og familietraumer. Men seriens konstante strøm af tragedier efterlader for lidt plads til at mærke den smerte, den så gerne vil skildre.