PORTRÆT. Hvis man tegner et Venn-diagram over de to film, alle vil se i 2026, men som ingen i starten af året vidste, de gerne ville se, står der ét bestemt navn på skæringspunktet.
Den 30-årige filminstruktør Lance Oppenheim har på ét år taget et karrieremæssigt kvantespring fra anerkendt nichedokumentarist til manden bag to af årets mest hypede film. Uden egentlig at nærme sig mainstreamen.
I sensommeren spillefilmdebuterede han med det sortkomiske reality-drama ’Primetime’, der med Robert Pattinson som tv-pædofilijæger Chris Hansen fra ’To Catch a Predator’ fik premiere på Venedig Film Festival.
Blot 24 timer efter ramte Nathan Fielder-samarbejdet ’You Can See Everything’ filmbranchen som en bombe med en udeklareret hemmelig premiere på den eksklusive Telluride Film Festival.
Her blev et intetanende publikum, bestående af den amerikanske filmelite, de første til at møde den tre timer lange dokumentar, hvor Fielder, Oppenheim og et filmhold flytter ind hos den kendte tech-svindler Elizabeth Holmes, 35 dage før hun påbegynder sin 11 år lange fængselsdom.

Siden ’You Can See Everything’ fik almindelig amerikansk premiere i slutningen af oktober, har den været en vaskeægte sensation. Den er på nuværende tidspunkt den næstbedst sælgende dokumentarfilm i USA kun overgået af Michael Moores ’Fahrenheit 9/11’. Mange spår den en nominering i Bedste Film-kategorien til Oscar-showet næste år – i så fald den første for en dokumentar nogensinde.
Selv i Danmark er der på uhørt vis udsolgt til adskillige visninger på premieredagen på grund af det massive momentum.
De to store navne, der løber med opmærksomheden i succeshistorien, er selvfølgelig Elizabeth Holmes og så Nathan Fielder, der udover at stå foran kameraet har været medinstruktør på projektet.
Dog er tredjemanden Lance Oppenheim et afgørende bekendtskab, der ikke blot har sat et afgørende præg på ’You Can See Everything’, men på rekordtid er blevet et af de mest interessante nye instruktørnavne overhovedet.
Florida og finanskrise
Lance Oppenheim har hugget sig gennem lydmuren med bizarre emner, frygtløse e-mails og celebre lykketræf.
’Primetime’ blev til virkelighed, efter han tilfældigt havde vist Robert Pattinson en cameo-hilsen med Chris Hansen, hans kæreste havde købt for 40 dollars til ham som en premieregave.
Som havde han manifesteret det gennem kendismødet, viste det sig, at der faktisk var et manuskript om det på bud. Senere fik Oppenheim Hollywood-stjernen til ikke blot at producere, men spille hovedrollen ved at bestikke ham med 200 æsker snus.
Hvis man spoler tilbage i tiden, er det dog ikke sikkert, at Lance Oppenheim overhovedet var blevet filminstruktør, hvis det ikke havde været for finanskrisen i 2007.
Her flyttede hans forældre, begge ejendomsadvokater, familien fra byen til et forladt sumpområde i Florida.
Derfor endte han som dreng med at bo så langt væk fra sin skole og venner, at han i stedet måtte leve gennem filmene.

Udover dem han så, begyndte Oppenheim selv at jagte lokale nyhedshistorier med et videokamera i hånden i håb om, at The New York Times ville publicere hans optagelser. Det lykkedes dog først i 2016, hvor ’Long Term Parking’ om livet på en parkeringsplads uden for lufthavnen i Los Angeles blev publiceret.
Hans egen forlovede har over for Vulture kaldt ham som »en alien sendt til Jorden med kun én software installeret, som er ’Du skal lave film’«.
Inspirationskilderne spænder fra den amerikanske dokumentaristlegende Frederick Wiseman til Tom Cruises latterliggjorte ’Vanilla Sky’, men altså også ’To Catch a Predator’s sleazy reality.
Ifølge et interview med Variety ville han »ikke lave film på den måde, jeg gør«, hvis det ikke havde været for 00’er-programmet, som han endte med at lave sin første spillefilm om.
Doku-fantasia
Den røde tråd i Oppenheims værk er nemlig selvbedragets kraft. Det fik han især blik for, da han som barn hørte sine forældres historier om folk, der havde mistet alt under boligkrisen, men alligevel forsøgte at leve videre, som ingenting var hændt.
I den første lange dokumentar ’Some Kind of Heaven’ – afgangsprojektet fra filmuddannelsen på Harvard – fulgte han ældreboligerne The Villages i Florida, hvor pensionisterne maxxer livets efterår på, hvad der kaldes »alderdomshjemmenes Disney World«.
Han fulgte op med ’Spermworld’, hvor han fulgte illegale sæddonorer og de mennesker, der opsøger dem, fordi de ikke har råd til fertilitetsbehandling, hvor ideen om den gode gerning bliver udforsket på bizar facon.
I HBO-serien ’Ren Faire’ giver han i tre timelange afsnit adgang til en forvrænget eventyrverden i form af et middelaldermarked med en arvekonflikt. Alt sammen bygget op omkring en selvskabt moderne ”konge”. Som hvis ’Succession’ mødte ’Tiger King’.
Selvom ’Primetime’ skiller sig ud som den første rendyrkede fiktionsfilm, bevæger alle Oppenheims projekter sig på den brudflade mellem virkelighed og fiktion, der kan igangsætte mange debatter om, hvornår noget overhovedet er en dokumentar.
Oppenheim betegner selv sin metode som »doku-fantasia«, hvor han bygger scener og billeder op omkring virkelige interaktioner og tilføjer »surrealistiske strejf«.
»Jeg tager alle mine karakterers håb, drømme, mareridt og forhindringer og forsøger at vise en subjektivitet, som inviterer dig ind i det, de går op i«, fortæller han Variety.
Og med sine eksperimenterende og ofte akavede metoder samt sin gedigne fascination af amerikansk vanvid var det på en måde naturbestemt, at Oppenheims veje på et tidspunkt måtte krydse feltets nuværende weirdo-regent: Nathan Fielder.
Fra e-mail til mesterværk
Det startede med en e-mail.
Oppenheim har fra barnsben flittigt sendt e-mails til alle sine filmiske forbilleder. I et interview med Phoebe Bridgers (hans gamle roommate) for Perfectly Imperfect har instruktøren fortalt, at han udnyttede det store hackerangreb på Sony i 2014 til at finde så mange filmfolks mailadresser som muligt.
Fielder var dog ikke en af dem. Ham kontaktede han, da han opdagede, at den ældre satiriker og instruktør kun havde set 60 procent af hans første dokumentar i et screenerrum, hvor den lå tilgængelig.
Korrespondancen udviklede sig ifølge Vulture til »lange opkald« og »aftener på barer, hvor de talte til klokken 1 om natten« og efter flere års venskab en fælles udflugt til en eksklusiv trylleklub i Los Angeles, The Magic Castle, hvor første frø til ’You Can See Everything’ blev sået.
Her blev Elizabeth Holmes navn nævnt i publikum i forbindelse med et trick, hvorefter Oppenheim nævnte et rygte om, at Holmes havde henvendt sig til A24 om en dokumentar.

Blot halvanden uge efter satte de kameraer op hos techsvindleren og gik i gang med optagelserne.
Resten må siges at være historie, selvom den i Danmark først bliver fortalt fra på torsdag.
Og hvor man let kan tænke, at Nathan Fielders tilstedeværelse som kunstnerisk kraft udsletter alle andre, er det ingenlunde tilfældet.
Den kendte komiker står godt nok foran kameraet, men hele filmens stil skiller sig komplet ud fra Fielders tidligere projekter.
Oprindeligt var det meningen, at Lance Oppenheim skulle have været den eneste instruktør, og man kan i den grad mærke, at det er hans visuelle og filmiske vision, der præger udtrykket.
Filmens succes skyldes flere åbenlyse ting. Den saftige historie, den vilde lancering, modtagelse og eksperimentets omfang.
Men mesterværkskvaliteterne, der allerede er blevet hyldet i de internationale anmeldelser, bør også blive utvetydigt bevis på dens 30-årige instruktørs talent.
Der går nok længe, før Lance Oppenheim får et år, der kan måle sig med 2026. Med ’Primetime’ og ’You Can See Everything’ er Hollywood dog blevet et navn rigere, man kun kan følge med den ypperste spænding.
’Primetime’ kan ses i udvalgte biografer over den næste uge. ’You Can See Everything’ får premiere 19. november.
