Low – et helt okay billede

“800 dollars og så virker den kun ét show,” siger Alan Sparhawk efter få numre. Han taler om sin mikrofon, der pludselig er begyndt at lyde meget forkert. Han roder lidt med den undervejs, men må opgive og i al hast kaste sig over til dén, der egentlig er tiltænkt bassisten Zak Sally. Mimi Parker står bag det minimalistiske trommesæt og ryster på hovedet. Og med rette. For den tekniske del af Low’s besøg er gennemgående under al kritik. Den ene mislyd afløser anden og den slags er bare hamrende ærgerligt.

Det er selvfølgelig ikke de tre følelsesrockeres skyld. De gør hvad de kan for at få numrene til at glide stødt, men det er let at se irritationen skinne igennem, også selvom ansigterne i forvejen går hånd i hånd med Low’s fabelagtige tristesse. Især Sparhawk synes at være beklemt, og da han, i hvert fald live, er ubestridt frontmand, kan det ikke andet end at smitte lidt af. Faktisk er det svært for flere publikummer at finde frem til den der helt specielle oplevelse, der forventes at være inkluderet i billetprisen.

Men man kan ikke komme uden om det. Denne trio kan sit håndværk og udøver det med største seriøsitet. Midlerne er begrænsede, består kun af guitar, bas og et sparsomt sæt trommer, men det er absolut også nok i hænderne på Low, der konstant tegner uden for rammen og losser melankolien i røven med nogle ret så progressive støvler. Det ene øjeblik er scenen ladet med dunkelblå vokal af Sparhawk og Parker og langsomme, alvorlige toner, det andet med larmende udråbstegn i form af guitar og bas, der leger kispus med vildskaben selv. Der bliver faktisk larmet ret godt ind i mellem, og det er fint, men ikke alt giver mening.

En stor styrke er vokalen. Sparhawk er rutineret og kontant og ikke bange for at snuble. Hans stemmeføring er konstant overraskende, og på glimrende vis følger Parker med som en lys skygge. Det er dramatisk og der tegner sig gennem koncerten et ret lækkert billede. Og trods nedbrudte mikrofoner og den slags, er det alligevel helt okay at have hængende på sin indre væg.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af