Rumpistol – elektronisk eventyrland

At electronica ikke behøver at begrænse sig til sløve beats, listige clicks og komplicerede instrumentalkompositioner fra screengazere skjult bag skærmen, var Rumpistol-koncerten på Rust torsdag aften et udmærket eksempel på.

Københavnske Jens Berents Christiansen ladede, tog sigte og skød sit sæt i gang med kort en velkomsthilsen, og der var i det hele taget lagt an til en noget mere udadvendt performance, end hvad man er vant fra electronica-scenen.

Der blev åbnet godt op for det elektroniske eventyrland med legende lydbilleder, fine og lyse klange, skarpe samples og dubbede rytmer. Små spændte melodistykker fra melodikaen og harddisken flød ovenpå hist og pist og fik publikum, der nok mest var kommet for at høre det efterfølgende rock-act Magtværk, til at spidse ører. Var han blevet sat på til efter klokken 24, ville der helt sikkert også være blevet flyttet fødder.

Rumpistol har formået at tilføre genren sit eget udtryk og sin egen distinkte lyd. Ideer og lyst til at udforske dem er der nok af, og ikke mindst var variationen både i og imellem numrene bemærkelsesværdig. Koncerten bød ikke på det store overordnede strejf af magi, man fornemmer ligger på lur i materialet. Til gengæld både løftede og greb musikken flot i passager, og Rumpistolen var flere gange tæt på at ramme helt plet.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af