Starfighters ’04: Dúné – unge indpiskere tog tredjepladsen
Dúné fra Skive var et af de bedre bands i Starfighters-konkurrencen, og de syv særdeles unge musikere – sammenlagt er de 106 år – fik veloplagt sat gang i publikum. Præcis som deres åbenlyse forbilleder fra Superheroes gjorde det får snart ti år siden, da de var på vej frem fra byen i nord. Musikken og besætning er taget fra samme skuffe.
Bandets larmende guitarrock er bygget op omkring larmende, iørefaldende keyboardpassager med dirrende mellemspil taget fra 70’erne, som blandt andet Led Zeppelin kunne levere dem. I forgrunden sprang sanger Mattias Kolstrup rundt og viftede med håret, hamrede på koklokke og forsøgte at piske gang i tilhørerne. Alle elementer, der delvist kompenserede for en noget spag vokalpragt, og så var det i øvrigt umuligt at høre, hvad han mumlede mellem numrene.
De fleste af bandets sange var gangbare i en talentkonkurrence, og bandet fik en fortjent tredjeplads for indsatsen. Men indimellem kneb det med at holde tempoet, når de forskellige instrumenter skulle falde ind med resten af bandet efter omfattende mellemspil. Men heldigvis har det unge band tiden for sig til både at skrive endnu bedre sange og få dem gjort helt live-klar i øvelokalet.