Madonna – muskelhundens magtdemonstration
Det er ingen hemmelighed, at Madonna er blevet 50 år. På de nyeste paparazzi-billeder ligner armene vådt franskbrød, og hendes ‘Sticky & Sweet’-verdensturné har fået blandede anmeldelser med på vejen.
Snakken har svirret – er damen blevet for gammel? Trykker kronen på hovedet af konen? Er der noget kraft tilbage i de senede spaghetti-arme? Madonna havde noget at bevise i Parken. Og det gjorde hun så.
Til høj, industriel larm transformerer den sortlagte scene sig til et monster af lysende skærme og plateauer. Scenen folder sig ud, dansere bliver hævet op, og dronningen selv bliver kørt ind foran sit publikum. Iført en stram, sort dominatrix-dragt sidder hun majestætisk på sin trone. »Allright, Copenhagen!« hilser hun og får lokket det første smil frem på læberne hos den skeptiske anmelder.
På sit seneste album ‘Hard Candy’ blev Madonna kritiseret for at være for sent ude med sit samarbejde med Timbaland og Neptunes. Ikke desto mindre fungerede nye sange som ‘Candy Store’, ‘Beat Goes on’ og ‘4 Minutes’ fornemt live. Og da klassikeren ‘Vogue’ pumpes op med netop Timbalands bastante blæsere fra førnævnte ‘4 Minutes’, er det så de små hår rejser sig i nakken. En improviseret fælles fødselsdagssang for sønnen Rocco bliver der også tid til, inden en dance-udgave af ‘Like a Prayer’ tæppebomber alle sanser og får Parken til at ligne – og føles som – en religiøs vækkelse. Mindre kan ikke gøre det.
Men ind imellem vil Madonna for meget. Det giver ærligt talt nogle ret uheldige Sussi og Leo-associationer, når hun hopper rundt med en guitar og spiller Sex Pistols, og selvsamme spade var da også med til at gøre ‘Human Nature’ til en flad spanking. Det ændrer dog ikke på, at Madonna med sin energi og professionalisme fik understreget, hvem det er, der bestemmer. Og ja, hendes arme ser sgu lidt underlige ud. Men igår sømmede de sig selv fast til poptronen med syvtommersøm.