Hot Chip – afbrudt ekstase

Da de britiske electropoppere indtog scenen på et udsolgt Store Vega, var der lagt op til en fest – med alt hvad det indebærer.

Den første del af settet var lifligt og indbydende som velkomstdrinks og de første par øl. Det var en fornøjelse at mærke, at bandet kender deres numre så godt, at selv om de flere gange byttede instrumenter og havde erstattet den nybagte far og co-frontmand Joe Goddard med en stor fladskærm, hvorfra han sang og nikkede med hovedet, så faldt niveauet ikke af den grund. Heller ikke når det gjaldt sange fra det nye album, hvor numre som ‘Thieves in the Night’ og ‘One Life Stand’ stod som smagfulde højdepunkter.

Men som til de fleste fester kommer der en tid, hvor du sætter dig i sofaen og lige stener godt igennem. Halvvejs i sættet tog koncerten et dyk, og det var som om, at numrene smeltede lidt for godt sammen og i stedet for at blive en lang ekstase, blev det en mere monoton repetitiv beat-maskine, hvor diversitet i numrene havde klædt.

Men da bandet trådte ind på scenen til encore, med samme energi og overblik som i første del af settet, rejste hårene sig på mine arme, og en af disse stjerne tilfalder ene og alene den petite Alexis Taylor, som gennem hele koncerten, med sin næsten messende og upåtagede entertainer-optræden, var god damn sej! Selv om det er forudsigeligt at gemme klassikeren til slutningen, så var det en forløsning da ‘Ready For the Floor’ overtog salen, og folk blev sendt videre ud i natten med et stort smil på læben – på vej til den næste fest.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af