Kanye West & Jay-Z i Jyske Bank Boxen – en no bullshit magtdemonstration

Kanye West & Jay-Z i Jyske Bank Boxen – en no bullshit magtdemonstration
Kanye West og Jay-Z.

Historien om Jay-Z og Kanye er næsten som et eventyr. Gadehustleren der blev et ikon og senere tog sig en lærling for at overtage herredømmet i hiphopland. Kort fortalt altså. Lørdag oprandt dagen endelig, hvor de to megastjerner lagde vejen forbi Jyske Bank Boxen i Herning, og det med et så majestætisk show, at intet var overladt til fantasien.

To en halv time fyldt til randen med rendyrkede hits, serveret med nerve, dekadence og pomp og pragt. En no bullshit-magtdemonstration, der, udover Kanyes sædvanlige ’Runaway’-hysterik, kom hele spektret og bagkataloget rundt med bangers, anthems, gadevisdom, en lille smule melankoli og masser af hjemstavnshyldest.

Hævet over masserne på hver deres podie lagde Hov og Ye ud med ’H.A.M.’; et karakteristisk valg, den noget blandede modtagelse, ’Watch the Throne’-førstesinglen fik ved sin ankomst. Hiphop handler til dels også om selvtillid, og når mændene på scenen udstråler, at de ejer det hele, spreder out-of-this-world-fornemmelsen sig også til salen.

Koncerten var perfekt inddelt i små bidder, hvor henholdsvis Kanye eller Jay fik lov at køre solomateriale, eller de to konger delte scenen med ’Watch the Throne’-materiale. Kanye tog gedigne kegler med et mini-set bestående af blandt andet ’Can’t Tell Me Nothing’, ’Flashing Lights’ og ’Jesus Walks’, men denne aften var der ikke nogen, der var bedre end andre.

Jay’s rap var i en klasse for sig selv. Tight og teknisk overlegent, som en streetwise gadehustler med et hjerte og et flow af guld. Kanye lidt mere loose, men med uendelig charme og et gudsbenådet gen for showmanship, der i aftes ikke kammede over. Musikken fik næsten hele vejen lov til at tale sit eget sprog, og de to kunne både få alle til at holde kæft under den faderlige vise ’New Day’, få salen til at hoppe i takt til det Rick Rubin-producerede monstertrack ’99 Problems’ og sprede newyorker-stemning og sing-along med ’Empire State of Mind’.

Lyden i Jyske Bank Boxen var det meste af tiden mere end hæderlig, og det var hele vejen igennem svært ikke at få følelsen af frås. Som en perfekt bøf med ekstra fois gras oven på. Numrene gik oftest hurtigt videre i det næste, og ligeså hurtigt armene var røget ned kunne de komme op igen, når det næste hook eller den næste catchphrase røg ud af højtalerne.

Oppe på scenen styrede de læder- og guldkædeklædte rappere slaget med et lysshow i særklasse, flammekastere samt visuals, der bidragede ekstra til stemningen. Som når en løvinde under ’Welcome to the Jungle’ hele nummeret igennem jagtede en antilope for til slut at nedlægge sit bytte.

Bassen buldrede, Kanyes utallige samples som på ’Otis’ og ’Izzo (H.O.V.A)’ vakte glædesråb, og det er næsten umuligt at hive enkelte numre eller one-liners i spotlyset frem for andre. Koncerten var en konstant linje af ekstase. Klimaks hele vejen igennem. Så sveden piblede, og rusen kun steg.

I aftenens tema af overflod fik vi som afslutning ’Niggas In Paris’ hvad der mindede om otte gange i hele og halve versioner. Halvdelen serveret som ekstranumre. En syret oplevelse, men alligevel retmæssigt showets natur taget i betragtning. Og til slut sang publikum næsten højere end Kanye på de ikoniske linjer »She said Ye can we get married at the mall? / I said look you need to crawl before you ball / come and meet me in the bathroom stall / and show me how you deserve to have it all«.

Det hele sluttede selvfølgelig med fyrværkeri. Med Kanye og Jay ikke længere som mester og lærling, men som ligeværdige på toppen af hiphoptronen.

Et show af den karat fortjener kun én karakter.

Trackliste:
1. H.A.M.
2. Who Gon Stop Me
3. Otis
4. Welcome to the Jungle
5. Gotta Have It
6. Where I’m From
7. Nigga What, Nigga Who (Originator 99)
8. Can’t Tell Me Nothing
9. All Falls Down
10. Flashing Lights
11. Jesus Walks
12. Diamonds from Sierra Leone
13. Public Service Announcement
14. U Don’t Know
15. Run This Town
16. Monster
17. Power
18. New Day
19. Hard Knock Life (Ghetto Anthem)
20. Izzo (H.O.V.A.)
21. Empire State of Mind
22. Runaway
23. Heartless
24. Stronger
25. On to the Next One
26. Dirt off Your Shoulder
27. I Just Wanna Love U
28. That’s My Bitch
29. Good Life
30. Touch the Sky
31. All of the Lights
32. Big Pimpin’
33. Gold Digger
34. 99 Problems
35. No Church in the Wild
36. Lift Off
37. Niggas in Paris

Ekstranummer:
38. Niggas in Paris

Kanye West & Jay-Z. Koncert. Jyske Bank Boxen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af