’Annabelle’
Gør hjertebanken og svedige håndflader en gyser god?
I så fald er ’Annabelle’ en vellykket en af slagsen. Lydsporet bygger en nervepirrende stemning op, der behændigt eksploderer i veldoserede udbrud af både fysisk og psykisk horror. Filmen er effektivt skruet sammen af instruktør John Leonetti, der kan sine virkemidler og veksler kapabelt mellem suspense og surprise, byggestenene i alle gode gys.
Filmen er en origin-prequel til den moderne body horror-mester James Wans ’The Conjuring’ (’Nattens dæmoner’), der var mere psykologisk og mindre blodsplattende funderet end ’Saw’-filmene, han brød igennem med. ’Annabelle’ har derfor en påklistret rammefortælling, der skal binde dukken af samme navn sammen med ’The Conjuring’, så universet hænger sammen, for hvad gør man ikke for at slå plat på en filmsucces?
Mere styr er der på hovedplottet, som følger det unge ægtepar Mia og John Form. De bor i et idyllisk, amerikansk 60’er-miljø, endnu uberørt af ungdomsoprør og raceoptøjer. Der slås dog skår i idyllen, da naboens kultbesatte datter vender hjem for at slå sine forældre ihjel i filmens bedste scene, der indgyder en reel frygt for menneskeligt vanvid, som vi alle måske ikke forstår, men i hvert fald genkender.
Pigen begår efterfølgende selvmord og forbander samtidig den dukke, Annabelle, som John har givet Mia. Den overnaturlige uhygge begynder at brede sig med parrets nyfødte barn som mål for dæmonien, og kameraet bliver konstant hos Mia, så vi lukkes helt ind i hendes stadig mere skrøbelige tilstand. Hendes frygt for datterens ve og vel skaber langt mere effektive gys end overnaturlige dæmoner, der desværre fylder alt for meget og endda toppes op med en kristen morale, der falder til jorden i mere end én forstand.
’Annabelle’ byder på rigeligt med chok, men også for lidt, der taler til en dybere menneskelig grundangst, og i sidste ende tager man derfor ikke meget andet end et par svedige håndflader med ud af biografen.
Kort sagt:
’Annabelle’ rammer sine gyservirkemidler på kornet, men desværre vægter filmen overnaturlige dæmoner højere end menneskelig grundangst.