‘Taken 3’

‘Taken 3’

’Taken 3’ er præcis, som du forventer, måske endda en lille smule bedre.

De første to tredjedele af filmen er en funktionel, men alligevel kun halvfængende ’Flygtningen’-kopi. Den pensionerede CIA-agent Bryan Mills (Liam Neeson) finder ekskonen Lenore (Famke Janssen) med halsen skåret over, og alle spor peger imod Mills, der med sin professionelle ekspertise med nød og næppe undslipper politiets menneskejagt. Men hans kammerater og datteren Kim (Maggie Grace) ved naturligvis bedre end at mistænke ham for mord, og de kommer ham derfor til undsætning – og selv i farezonen.

Filmens franske instruktør, Olivier Megaton, har foruden ‘Taken 2’ stået bag action-thrillerne ‘Transporter 3’ og ‘Colombiana’, alle fire venstrehåndsskrevet af hans partners in crime, Luc Besson og Robert Mark Kamen. Alting er så udpræget efter bogen, at det næsten gør ondt – både på manuskriptplan, hvor gerningsmanden skal identificeres ved at downloade overvågningsoptagelser i tide, og i actionscenerne, hvor man igen overværer den brutale og rutineprægede Mills uskadeliggøre sagesløse modstandere uden de helt store problemer.

I etteren forsikrede Neeson med sin rolige, basdybe stemme en kidnapper om, at hans særlige færdigheder var hans fjenders værste mareridt, og at han ville lede efter, finde og dræbe kidnapperen, hvis denne ikke makkede ret. Lignende trusler tilfalder i denne ombæring såvel Lenores mand Stuart (Dougray Scott) som den russiske skurk Oleg (Sam Spruell), og heller ikke Forest Whitakers pseudokvikke politiinspektør, Dotzler, kan hamle op med Mills, der konstant er ét skridt foran i sin private efterforskning og nu kun har én prioritet: At beskytte sin datter for enhver pris.

Seriens helt er hårdtslående som Steven Seagal og effektivt nådesløs som Jack Bauer, men det hele virker lidt for let for den overlegne Mills, som besidder hverken mindeværdigt unikke evner eller andre ejendommelige særpræg. Han er mest af alt sej, fordi han spilles af Liam Neeson. Men selv hvis den nu 62-årige irer skulle synke endnu dybere end diverse intetsigende action-thrillers og lave film om semihumoristiske samtaler med pandabamser i menneskestørrelse, ville jeg være villig til at acceptere det. Og han indleder faktisk, for at det ikke skal være løgn, ’Taken 3’ med netop en sådan scene.

Neeson er jo egentlig alt for god til at spilde sit betydelige skuespiltalent på ensformige nævekampe og monoton maskingeværlarm. »It ends here«, lover plakaternes tagline. Lad os håbe det.


Kort sagt:
Det er ikke nemt at engagere sig i et samlebåndsprodukt som Olivier Megatons ’Taken 3’, men det hjælper en hel del, at Liam Neeson atter er cool og bundsolid i hovedrollen.

Læs også: Lyt til ny udgave af Soundvenue Filmcast – vi diskuterer heftigt Angelinas ‘Unbroken’ og den nye sæson ‘Girls’

Spillefilm. Instruktør: Olivier Megaton. Medvirkende: Liam Neeson, Forest Whitaker, Maggie Grace, Famke Janssen, Dougray Scott, Sam Spruell, Leland Orser, Jon Gries. Spilletid: 109 min.. Premiere: 8. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af