1. Vi tilgiver dig: Liam Neeson
Mænd bliver aldrig for gamle til at være drenge og åbenbart heller ikke til at være actionstjerner. En ting er, at en gut som Arnold Schwarzenegger ikke kan lade være med at skyde med skarpt. Noget andet er, når en gut som Liam Neeson i en alder af 56 vælger at blive fuldblodsactionstjerne. Komplet med læderjakke, bare næver, snerrende one-liners og varme pistoler.
For fra at have indtaget Oscar-venlige dramaer som ’Schindlers liste’ og ’Michael Collins’ lød startskuddet til actionmand i 2008 med ’Taken’. Her gør han i rollen som tidligere CIA-agent kål på nogle fæle skurke, der har nuppet hans datter. Filmen har fået to mindre vellykkede efterfølgere, men Neeson har dog ikke holdt igen på krudtet.
Andre eksplosive film tæller blandt andet ’Unknown Identity’, ’The Grey’, ’Non-Stop’ og ’Run All Night’, og Neeson er nærmest blevet et lavbudgets-actionbrand i sig selv. Med sit sørgmodige blik løfter han enhver halvbillig thriller, så han er næsten tilgivet, at han ikke længere synes at have de store kunstneriske ambitioner.
2. Har du glemt ambitionerne: Milla Jovovich
Det er nok de færreste, der tænker på Milla Jovovich, uden at de også tænker på Milla Jovovich, der nakker zombier med macheter, maskinpistoler og andre håndvåben. Det hænger nok sammen med, at hun siden 2002 har indtaget rollen som den zombiedræbende Alice i indtil videre fem ’Resident Evil’-film. Den sjette – og øjensynligt sidste – film i franchisen skulle lande i 2016.
Karrieren startede ellers lovende for Milla Jovovich, der blandt andet var med i Richard Linklaters coming of age-komedie ’Dazed and Confused’ fra 1993 før gennembrudet med orange hår i Luc Bessons ’The Fifth Element’ fra 1997. Mens filmkarrieren synes strandet i zombieaflivningen, bruger hun dog heldigvis også sin tid som model, musiker og tøjdesigner.
3. Come on, du kan jo godt: Nicolas Cage
Der var faktisk en gang, hvor Nicolas Cage ikke indspillede tvivlsomme actionfilm back to back i Østeuropa. Tænk blot på hans rolle som den forelskede rebel i David Lynchs ’Wild at Heart’ eller hans Oscar-vindende præstation som manuskriptforfatteren Ben Sanderson, der vil drikke sig ihjel i ’Leaving Las Vegas’.
Actionstjernen Nicolas Cage blev nemlig først født i midt-90’erne med titler som ’The Rock’ og ’Con Air’. Desværre er han blevet mindre kritisk i sit valg af actionfilm, og der er lagt fra eksempelvis hans karismatiske rolle som vanvittig terrorist i John Woos eksplosive ’Face/Off’ til den trætte rolle som selvtægtsmand i samlebåndsproduktionen ’Seeking Justice’ fra 2011.
Indimellem får vi dog glimt af den gamle Cage med film som ’Joe’ fra sidste år. Men Cage har altså ingen fine fornemmelser, så længe lønsedlen er i orden.
4. Kan du huske ’Magnolia’: Tom Cruise
52 er efterhånden ingen alder for actionmænd. Du ved, ’The Expendables’-filmene og Liam Neeson. Tom Cruise fortsætter da også ufortrødent med at være en karismatisk actionstjerne. Sådan har det ikke altid været. Tænk blandt andet på ’Risky Business’ (1983), ’Top Gun’ (1986), ’Cocktail’ (1988), ’Rain Man’ (1988) og ’Born on the Fourth of July’ (1989).
Med Brian De Palmas ’Mission: Impossible’ i 1996 lød starten imidlertid på en karriere som actionstjerne. Siden har Cruise gentaget rollen som agenten Ethan Hunt tre gange – og i 2016 venter femte film i franchisen. Vi ser ikke længere Cruise i roller som hans forrygende pikcoach i ’Magnolia’, men til gengæld er flere af hans actionfilm rigtigt vellykkede.
Det gælder blandt andet ’Edge of Tomorrow’ fra sidste år samt titler som ’War of the Worlds’, ’Collateral’ og ’Minority Report’. Nå ja, og så var der lige hans meget lidt actionfyldte, men forrygende sjove cameo i ’Tropic Thunder’, der viste, at Cruise stadig kan overraske.
5. Du balancerer på en knivsæg: Matt Damon
Rollen, der har udødeliggjort Matt Damon som actionhelt er naturligvis som agenten Jason Bourne i Doug Limans ’Bourne Identety’ fra 2002. Det var der nok ikke mange, der havde set komme. Der var i hvert fald noget mindre muskelmasse på Damon i film som det Oscar-vindende drama ’Good Will Hunting’ fra 1997 og Kevin Smiths religiøse komedie ’Dogma’ fra 1999 samt det Oscar-nominerede thrillerdrama ’The Talented Mr. Ripley’ fra samme år.
Damon gentog rollen som Bourne i de Paul Greengrass-instruerede fortsættelser i 2004 og 2007. I 2016 teamer Damon og Greengrass tilsyneladende op igen med endnu en film franchisen. Damon er en af de få skuespillere, som forsøger at holde balancen mellem rendyrket actionunderholdning og roller i film med færre eksplosioner. Ja, der er langt fra ’Promised Land’, ’Margaret’ og ’Behind the Candelabra’ til ’Elysium’ og den kommende Ridley Scott-film ’The Martian’.
Det er med til at gøre Matt Damon til et af Hollywoods mest respekterede navne, men han skal passe på med ikke at strande i Bourne-gryden. Vi holder øje med dig, Matt.
6. Du fortsætter bare: Uma Thurman
En af filmhistoriens absolut sejeste actionkvinder er Uma Thurman i rollen som The Bride i Quentin Tarantinos ’Kill Bill’-film fra 2003 og 2004. For selvom Thurman hverken før eller efter rollen som den hævngerrige brud har dedikeret sig til at spille heroiske heltinder, er hun i disse film et af de fineste eksempler på en kvindelig actionstjerne: Benhård, elegant og dødbringende.
I dag synes Thurman nok som et oplagt valg til at iklæde sig den Bruce Lee-inspirerede heldragt og et samuraisværd. Det var dog nok kun Tarantino, der i sin tid kunne se det, og der er da også langt fra Thurmans godt nok herligt hidsige birolle i Lars von Triers ’Nymphomaniac’ til at kløve ninjaer i to med et samuraisværd.
Selvom det bliver noget nær umuligt at overgå glansrollen fra ’Kill Bill’, slutter vi af på en positiv tangent med en actionopfordring: Lav endelig mere af den slags, Uma.
Læs også: Nicolas Cages bedste og værste roller rangeret
Læs også: Fra model til skuespillerinde
Læs også: Kommende ‘Alien’-instruktør om sin egen Matt Damon-film: »Jeg fuckede det op«