‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 3 – døden får mig ikke i dag
(Spoiler alert – læs først, når du har set afsnittet)
Det ligner efterhånden nuancer i et større tema, når vi i det nye afsnit af ’Game of Thrones’ får fortællingen om endnu en Stark, der tager endeligt afsked med sin familie og sine rødder.
I afsnittet ’High Sparrow’ er det familiens rebel, den unge Arya, der er i fokus.
Og det er hjerteskærende, ikke mindst fordi man som seer aner, at det er uundgåeligt, nærmest rigtigt, da hun på molen i Braavos slipper det sidste, hun har, som stadig forsikrer hende om, at hun er Arya Stark af Winterfell.
Med ordene »stick ’em with the pointy end« forærer Jon hende Needle i seriens andet afsnit. Det er en hård afsked for dem begge, og den runde klinge er Aryas sidste minde om storebroderen, der som den eneste forstod hende, når resten af Stark-klanen bad hende om at tøjle sine følelser eller opføre sig som en pæn dame.
Aryas smertefulde og forløsende afsked
Siden er alt, og familien i særdeleshed, brast sammen rundt om Arya, og i ’High Sparrow’ er tiden kommet til, at hun må tage afsked med den sidste rest af Winterfell. Helt uigenkaldeligt er det ikke, for hun nænner i sidste ende ikke at smide Needle i bølgerne sammen med resten af sine ejendele, men skjuler den i stedet på kajen.
Men afskeden er reel nok. Det er smertefuldt og forløsende, fordi det er Arya – den sammenbidte, trodsige Arya – der bryder sammen på kajen. Afsnit efter afsnit har hun fægtet sine følelser bort, mord efter mord, og den Arya, der forlod Westeros, er koldere og hårdere end hende, der legede med slagterens søn, mens Robert Baratheon fortsat regerede i The Seven Kingdoms. Derfor er det så vedkommende, når det er Arya, og ikke Sansa, der fælder en tåre.
Det er én af dem, Syrio Forel, der lærer Arya at fægte, mens hendes far tjener som stedfortræder for Robert Baratheon. I første sæsons ottende afsnit, ’The Pointy End’, ofrer den heltemodige Syrio livet for at redde sin elev, som i stedet sendes på flugt.
Arya slipper uskadt derfra, men ender i fangenskab i Harrenhall, indtil en anden mand fra The Free Cities, dræbermaskinen Jaqen H’ghar, befrier hende. Han fortæller hende, at det er et særligt talent at kunne fægte, men at det ikke tåler sammenligning med hans egen metier. Han forærer hende mønten, som bringer hende til Braavos.
Et studie i karakterer og konflikt
Det er et fremragende studie i det dynamiske forhold mellem karakterer og konflikt, som er seriens største fortrin. Karaktererne placeres konstant i de situationer, som udfordrer eller komplementerer deres personlighed mest.
Tænk på Jaime – ridderen, der mister hele sin identitet, da han mister sin hånd. Tænk på Tyrion – den kalkulerede kyniker, der ikke kan forhindre en prostitueret i at erobre sit hjerte. Tænk på Jon – horeungen, der tilbydes en plads i sin faders stolte slægt. Det er drama, der er skruet sammen, så det får allermest ud af sine karakterer.
Det samme er tilfældet med Arya. Hun er vilddyret i Stark-flokken, som skal lære af dyrene – af katten, der spadserer uset rundt i The Red Keep i første sæson – at træde så stille, at ingen ser hende. Hun er drengepigen, der ikke passer ind i de fastlåste kønsroller i Westeros, men får chancen for at være ingen – et menneske uden ét bestemt ansigt – da hun optages i The House of Black and White.
Derfor føles det som endestationen, da Arya finder Jaqen H’ghar igen. Jaqen tjener The Many-Faced God, som også kaldes The God of Death. Det sidste, Syrio fortæller Arya før sin død, er, at der kun er én ting at sige til The God of Death: Du får mig ikke i dag.
Det har hun sagt lige siden. Scene efter scene efter scene. Hun har afsluttet den rejse, som startede med hendes fars dødsfald, skiftede karakter med drabene på hendes mor og storebror og nåede sit klimaks, da hun undlod at dræbe sin rejsepartner og lod ham forbløde alene i højlandet. Hun er kommet til Braavos. Hun har fundet Jaqen H’ghar.
Guderne blander sig
Men hun har mistet Arya – og derfor er det hele krydret med en bittersød fornemmelse. For at spille rollen som faceless man skal hun ikke bare lære at ændre sit ansigt, men lære at udslette sin personlighed. I ’High Sparrow’ bankes læresætningerne ind i hende af en pige, som kalder hende en løgner. Hun rækker ud efter Needle, men irettesættes af Jaqen H’ghar.
Det er prisen for et ægteskab med The God of Death, og i afsnittets andre fortælletråde spiller guderne andre centrale roller. Masserne samles i Volantis for at høre en præstinde (spillet af den japanske model og skuespiller Rila Fukushima) fortælle dem om messiaens komme, mens de i Flea Bottom samles om et suppekøkken, der administreres af lederen af de såkaldte sparrows.
Jon halshugger Janos Slynt, da han nægter at parere ordrer, og Brienne accepterer at tage Podrick i lære som ridder. Littlefinger afslutter sin handel med Roose Bolton, da Sansa præsenteres som Ramsays kommende brud.
![Game of Thrones 3]()
Dramaet er sparsomt doseret
’Game of Thrones’ excellerer, når fortælletrådene samles i et enormt klimaks, men for at samle tråde op i de store øjeblikke må serien præsentere fremtidens kampe med omhu, så dramaet fortsat ligger og ulmer. I ’High Sparrow’ er dramaet lidt sparsomt doseret, men scenerne, som skal fungere som forberedende for de længere forløb, er på den anden side fint skåret, og det føles, som om de fleste karakterer kan øjne det helt store drama i de kommende afsnit.
Et andet Stark-barn, den mindre og mindre blåøjede Sansa, ser ud til at forberede et hamskifte fra dødssejlende dukkefrue til endnu en skakspiller i kampen om tronerne.
Men afsnittets helt store styrke findes i Aryas tårer på kajen. For mens det sidste skib er sejlet for Arya af Winterfell, ligger det første stik – med den spidse ende – efterhånden i kortene for hende, de kalder no one. Tilbage er der kun at håbe på, at hun siger det samme igen og igen, når The God of Death banker på døren: Du får mig ikke i dag.
Læs også: Anmeldelsen af ‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 2 – blandet blod og rene hjerter