‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 2 – blandet blod og rene hjerter

(Spoiler alert – læs først, når du har set afsnittet)

Forestil dig, bare for et øjeblik, at du er den eneste i en børneflok på seks, der er født uden for ægteskabet. Forestil dig, at din far er en adelsmand med et slot, en leder af mænd og en retfærdigheden søjle. Helt fra barnsben af har du tilbedt ham. Hans principper er dine principper, og hans rige er dit rige.

Du elsker dine søskende. Du idoliserer din storebror. Du er den eneste, der helt forstår drømmeren – din lillebror – der klatrer rundt i slotstårnene, og stridsungen – din lillesøster – der altid ender med mudder på bukserne. Men din stedmor hader dit fjæs, i hendes øjne er du familiens, og din fars, eneste store fejltagelse.

Derfor forlader du dem. Du kan aldrig tjene som ridder, men du kan tjene på muren, holde skansen for enden af din fars rige, side om side med andre fortabte eksistenser. Du er på muren, da han halshugges. Du er på muren, da din bror gennemhulles af pile. Du er på muren, da dine mindste brødre brændes på det samme bål, som omdanner dit barndomshjem til slagger.

 

Horeungernes hævn

Jon har ikke forladt muren, da andet afsnit i femte sæson, ’The House of Black and White’, indledes, og han har heller ikke forladt den, da det slutter. Men afsnittet når sit dobbelte klimaks med Jon i centrum, da han først får tilbuddet om at træde i sin fars fodspor, som Jon Stark af Winterfell, og siden kåres som Lord Commander af sine ’brødre’ i The Night’s Watch, da han slår den hadefulde Alliser Thorne (Owen Teale) i afstemningen med en enkelt stemme.

Det er klimaks, antiklimaks og klimaks igen, og det er en sublim sløjfe på den odyssé, som indledes, da Jon møder Tyrion – remember? – i seriens allerførste afsnit og ender med at drage af sted med sin onkel for at indtage sin plads på muren.

Scenen er fin, fordi det anes, at blodets bånd kan erstattes, eller næsten erstattes, af båndet mellem ligesindede – båndet mellem horeunger. Den berusede, men som altid klartseende Tyrion fortæller ham, at han aldrig skal glemme, at han har urent blod, men derimod bære sin afstamning som en rustning.

Endelig kom Sam til sin ret

Jon når at knytte solide bånd med Lannister-familiens kløgtige tredje hjul og bogorm, mens de rejser sammen. Derfor er det heller ikke overraskende, at det er en anden læsehest og familieskuffelse, der indstiller Jon til titlen som Lord Commander i ’The House of Black and White’.

Sam (John Bradley) er ingen kriger, om end han drillende kaldes Sam the Slayer efter sit møde med en white walker i sæson 3, men han er bestemt heller ikke helt dum, og erfaringerne nord for muren har modnet ham.

Det hele eskalerer i et for serien sjældent tilfælde af karma, for det er ikke mindst Jons tillid, der har inspireret Sam til at finde sine meningers mod, og det er det, som Sam betaler tilbage under afstemningen.

Sam forstår, at Jon er for stolt til at forlade sin post for at erobre Winterfell. Westeros har måske brug for Jon Stark, men falder muren, er der intet Westeros tilbage. Og muren har brug for Jon Snow.

Det er i øjeblikke som dette, at man slutter fred med seriens utallige og adstadige transportscener som dem, der har fulgt Sam i sin søgen nord for muren. Sams rejse fra mut pessimist til den, der råber sine brødre op for at holde tale under afstemningen, afsluttes fornemt og komplementerer fint Jons fortælling. Det er det ulige makkerpar par excellence, der endelig kommer til deres ret.

For i ’The House of Black and White’ er det de stolte og stædige, men principfaste, der tager teten – og det klæder afsnittet. Det er Brienne, som fælder Littlefingers riddere med kæmpeklingen, der passende hedder Oathkeeper, og det er Varys og Tyrion, der ikke kan holde op med at tro på en bedre verdensorden, men heller ikke kan holde sig fra magten i alle dens grimme former.

Og det er Arya, der stædigt, og også i regnen om natten, holder fast i sin liste (Meryn Trant, Cersei, Walter Frey, The Mountain), indtil hun møder den ansigtsløse mand, som er, eller ikke er, Jaqen H’ghar, som gav hende løfter om tre drab i sæson 2.

Kommer Daenerys til at betale?

I midten for det hele optræder Jon og Daenerys, der placeres i de mest gennemgribende dilemmaer, som på én gang føles gennemgående for deres fortælletråde, men også endelige og uigenkaldelige i én eller anden form. ‘Game of Thrones’ fungerer allerbedst, når serien sætter modstridende principper, ambitioner og filosofier op foran hinanden, mens der skrues op for dramaet.

Det er tilfældet på muren og i Meeren. Det handler om frihed, lighed og retfærdighed – idealer, som er nemme at håndtere i teorien, og langt mere komplicerede størrelser i praksis. Således ét af seriens mottoer: »Words are wind«. Ord er bare ord.

Det er bedst opsummeret af Daenerys, der taler foran folket i Meereen før henrettelsen af sin hjælper Missandeis bror. Daenerys er fanget mellem sit eget ønske og det mest retfærdige. »And now you are the law«, siger Mossador bedende til hende i salen, men Daenerys holder på sit, om end det smerter hende: »The law is the law«.

Henrettelsen parallelliserer fint Ned Stark, der – igen i seriens allerførste afsnit – halshugger en dessertør foran sine børn, fordi en forbrydelse er en forbrydelse uanset omstændighederne. Men Ned endte med at modtage samme behandling. Kommer Daenerys også til at betale dyrt for sit æreskodeks?

Stark-flokken er ved at finde fodfæste

Skal man sælge sæson 5 til dem, der endnu ikke har genoptaget serien, kommer ’The House of Black and White’ med et fint bud på en pitch: I tre sæsoner har Lannisters og Boltons henrettet seriens moralske ankre, Stark efter Stark efter Stark.

Viral vrede er gået hånd i hånd med mordene på den ene bærende karakter efter den anden. Men familien er langt fra slået ud. Den hjemløse børneflok er i færd med at finde deres fodfæste – nogle steder i fællesskab med stærke allierede – mens deres fjender er stækkede for en stund.

Det eneste, der er sikkert i Westeros og Essos, er at intet er sikkert, intet andet end valar morghulis: All men must die.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 2