’Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 1 – længe strides dronningerne!

(Spoiler alert – læs først, når du har set afsnittet)

Efter mandefaldet i Lannister-klanen er alt igen oppe i luften i Westeros, og det har været med til at skrue forventningerne til den nye sæson ’Game of Thrones’, der nu kan ses på HBO Nordic, tilsvarende i vejret.

I åbningsafsnittet ’The Wars to Come’ er det ikke kongerne, men dronningerne, der rasler mest med sablerne. Det er seriens store force, at den ikke forfalder til at fortælle om den mandsdominerede samfundsorden med mænd, mænd og mænd i rollerne.

Portrættet af dronningefigurerne er tegnet efter de komplekse samfundsforhold, de opererer under, og blandt de mest interessante karakterer med to X-kromosoner er der to, der længe har bejlet til tronen: Cersei Lannister og Daenerys Targaryen. I ‘The Wars to Come’ er det dronningerne, der er konge – og det var spejlingen mellem de to dronningebier, der gjorde afsnittet til en interessant affære.

Stilbrud: Første flashback!

‘The Wars to Come’ afslørede nemlig, at Cersei og Daenerys midt i deres mange modsætninger har noget til fælles: Spådomme. De har hjemsøgt Daenerys, siden hun mødte heksen Mirri Maz Duur (hende herunder) i sæson 1, og hendes ophold i det troldomsbefængte Qarth alene bød på mere end én af slagsen.

Dragedronningen plages stadig af forudsigelsen om de tre tilfælde af forrædderi, som skal ramme hende.

Men også hendes ulige pendant i Westeros har lige siden barndommen lidt under en forbandelse. I seriens første flashback befaler Cersei en spåkone at fortælle hende om fremtiden. Det er noget af et stilbrud for en serie, der til trods for at skulle berette en enorm klods af fortidshistorik, som refereres i bøgerne, endnu ikke har brugt flashbacks.

Men måske fordi det placeres helt i starten af afsnittet – og vi først sent finder ud af, hvem vi følger – toner scenen slet ikke falsk.

Fra kølig politiker til blodlugtende matriark

Scenen er stærk, fordi den cementerer, at ambitioner er kernen i Cerseis personlighed. Cersei er et barn, men rummer allerede kimen til den arrogante, magtbegærlige enke, der nogle kongemord senere er mødt frem i kirke for at betragte sin døde far. Hun skænkes tre spørgsmål og får blandt andet at vide, at hendes børn skal iklædes kroner af guld.

Det anes, at heksen ikke taler om kronen, men om Lannister-klanens blonde hår, som ikke kommer fra nogen konge, men fra broderen Jaime (Coster-Waldau). Men det er også interessant, at det er den samme frase, som Khal Drogo benyttede, da han slog Daenerys’ bror, Viserys, ihjel.

Viserys delte en række karaktertræk med den Cersei helt uden hæmninger, der præsenteres på sin fars dødsleje. Uden faren Tywin og sønnen Joffrey er hun en langt mere udsat brik i magtspillet i King’s Landing, men efter deres død er hendes arrogance helt uden mådehold og maske, og hendes rolle som den køligt kalkulerende politiker er afløst af matriarken, der lugter blod.

Spiller Cersei spillet – eller bliver hun spillet?

Har Cersei stadig fingeren på pulsen i Westeros? Da hun bestiger trappen til kirken, ignorerer hun helt Pycelle, sin faldne allierede, og Loras, sin ægtemand in spe, mens hun i kirken fortsætter kastrationen af Jamie og tilbedelsen af sin far.

Men det er mødet med den kronragede Lancel Lannister, der har de skarpeste implikationer. Lancel er den unge fætter (ham herunder), som Cersei brugte til at forgifte Robert, og som trøstede Cersei om natten, mens Robb Stark holdte Jaime i fangenskab.

Ingen er et bedre billede på Cerseis hæmningsløse kynisme end Lancel, og det er smart drama at placere dem i samme rum for at udtrykke, at det ikke er for sent for Cersei at angre alt det, hun har gjort.

Men hun forspilder chancen for at komme med indrømmelser, da fætteren fortæller hende, at han har ændret sig. Han er et andet menneske nu, men det er hun ikke. Og pludselig er det ikke længere Cersei, men derimod den unge og smukke (husk spådommen!) Margaery (Natalie Dormer), der smæder rænker på slottet.

Er Cersei mon fortsat den, der spiller spillet, eller er hun den, der spilles? Serien stråler, når den lader spørgsmål som dette hænge i luften. Skal Cersei møde sin nemesis, eller skal hun bare genopfinde sit foretagende? Læresætningen fra grufuldt afdøde Viserys er klar: For de, der kun har øjne for guldkronen, men ikke tilstrækkeligt med øjne i nakken til at forstå resultaterne af deres egne handlinger, kommer kronen til at smelte dem, før magten helt er deres.

En kastreret Daenerys?

Afsnittet henter momentum i de paralleller, der drages mellem Cersei og Daenerys. Profetierne er det eneste, der forener dem, og deres metode til at få magten er helt uden sammenligning. I sæsonåbningen dræbes én af Daenerys’ Unsullied under besøget hos en prostitueret på et bordel.

Men soldaten, kastreret som alle andre i kompagniet, er kun kommet til bordellet for at beroliges af en blid stemme. Scenen skaber en parallel mellem den kastrerede soldat og Daenerys, der er kommet til Meereen, men konstant afstår fra at skamride den korrupte samfundsorden, som hun udfordrer.

Det bløder hun for, for beskeden er klar: Enten må hun åbne Meereens slummede Colosseum op for masserne og lade blodbadene underholde dem, eller også må hun kontrollere sine drager. Hun er fanget i magtspillet i et fremmed land, men prisen er den samme. Principper koster dragekapital.

Soldaterlederen/elskeren Daarios plads i hendes hjerte er interessant i sammenligningen med Cersei. Cersei og Daenerys ægtede begge et skrummel af en mand for at tjene deres familie. De erstattede ham begge to med en elsker, som de elskede i trods, og som i alle henseender repræsenterer et forræderi af deres bedste interesser. Og de starter begge sæson 5 som forrådte (af Jorah og Jaime), alene og ugifte, og uden den hårde magt i deres hule hånd – faderfiguren og dragerne.

---

Vores endelige dom

’The Wars to Come’  etablerer fint, hvordan der er tale om en frisk start eller en brat ende for de fleste af figurerne. Stannis stiller en anden erklæret konge, ham nord for muren, et ultimatum, og Jon stopper hans lidelser med en pil – deres forskelligheder fornemt sat på spidsen. På den måde starter serien på klassisk ’Game of Thrones’-vis med et fremtrædende, nervepirrende dødsfald. Så er vi ligesom i gang.

I en for serien klassisk ikke-scene er Brienne ked af, at hun ikke bare kunne tjene sin oprindelige herre. Vi har efterhånden vænnet os til, at de forskellige karakterer skal statusopdateres fra tid til anden – så de senere kan kastes ind i kampen – og det resulterer, sæson efter sæson, i en bunke af transportscener uden dramatisk optrin eller tilsnit. Det er en skam.

Det samme er næsten tilfældet med Sansa og Littlefinger, men Robin Arryn tilføjer scenen en underholdende dimension med sine lidet imponerende fægteevner.

Tyrion og Varys spiller som så ofte før skønt tomandsteater – nu i Pentos – med afsnittets skarpeste replikker.

Men det er dronningerne, der stjæler det store billede, og det er dem, der kigges imod. Der flygtes fra den ene til den anden, eller der satses på begge heste. Kongen er død, længe strides dronningerne!

Læs også: Vores forventninger til HBO’s kommende dramaserier