‘Rosita’ er et rørende trekantsdrama om pragmatisk kærlighed og afsavn
Man har hørt historien før. En ensom, midaldrende enkemand fra Vesten får fløjet en kone ind fra et fattigt, fjerntliggende land. Hun er yngre end ham og taler ikke hans sprog. Han er akavet og kan ikke rigtig finde ud af det med damer, men langsomt åbner de sig for hinanden, og trods sprogvanskeligheder og kulturelle barrierer får den gensidige forståelse og en forsigtig kærlighed langsomt lov at spire.
Sådan en fortælling er Frederikke Aspöcks afdæmpede drama. En fortælling, der nuancerer vores idé om den romantiske kærlighed og minder os om, at ægteskab for mange mennesker rundt omkring i verden stadig i høj grad er en praktisk foranstaltning, en livsforsikring.
Men i ’Rosita’ får historien et ekstra nøk. For hvad hvis manden havde en voksen søn, som forelskede sig i sin fars nye kone – og vice versa? Mikkel Boe Følsgaard er overbevisende som den retningsløse Johannes, der arbejder som fisker i en lille havneby og stadig bor hjemme hos sin far, Ulrik (Jens Albinus). Da Ulriks nye kone Rosita (Mercedes Cabral) ankommer fra Filippinerne, tager Johannes først afstand fra arrangementet og anlægger en kølig mine over for den ensomme Rosita. Men som husets eneste engelskkyndige må Johannes hjælpe sin far, der end ikke kan forklare sin nye kone, hvordan sky og rullepølse skal blive til morgendagens madpakke.
Så slår lynet ned, og fanden er løs. For tør Rosita, der også forelsker sig i Johannes, opgive den sikkerhed, som ægteskabet med Ulrik giver hende, og risikere at blive sendt i lufthavnen med en enkeltbillet til Manila? Og kan Johannes få sig selv til at snuppe sin fars nye postordrekone, også selvom det er i kærlighedens navn?
Replikkerne er velturnerede og troværdigt skrevet af Kim Fupz Aakeson, og som det sømmer sig for ordvekslinger i udkantsdanske provinsbyer, taler far og søn aldrig direkte om problemerne. Alt af betydning bliver sagt mellem linjerne. Et enkelt kritikpunkt er Johannes’ og Ulriks københavnske accent og Rositas formfuldendte engelsk. Det er svært at tro på, at hun kommer direkte fra en fattig filippinsk landsby. Men som dramaet udfolder sig, træder det dialektale i baggrunden.
Skildringen af fiskersamfundet med den lille gruppe importerede filippinske koner er fin og tankevækkende, og billederne af det forblæste gråtonede fiskersamfund synes både at afspejle den forsigtighed, der præger forholdet mellem Ulrik og Rosita, og den klaustrofobiske konstellation på villavejen, som er ved at drive Johannes til vanvid. Et lavmælt, men rørende drama om pragmatisk kærlighed, afsavn og om at tage ansvar for sit eget liv
Kort sagt:
Rutinerne bliver brudt i den lille fiskerby, da enkemanden Ulrik får arrangeret ankomsten af en ny kone, Rosita fra filippinerne. Da Ulriks søn, den voksne Johannes, forelsker sig i Rosita, er det startskuddet til et rørende trekantsdrama om pragmatisk kærlighed, afsavn og om at tage ansvar for sit eget liv.