‘Corn Island’
Det er altid rart at se noget anderledes og nyt. Og et dvælende drama fra et så eksotisk filmland som Georgien må absolut være at betegne som både anderledes og nyt i de danske biografer.
Faktisk er Karlovy Vary-vinderen ’Corn Island’ en georgisk-fransk-tysk-tjekkisk-kasakhstansk-ungarsk samproduktion, og handlingen udspiller sig således også i et grænseland: På en mikroskopisk ø midt i en flod durk på grænsen mellem Georgien og den autonome republik Abkhasien. Her rykker væbnede, georgiske styrker i 1992 ind mod den abkhasiske separatistbevægelse. Men den konflikt er kun en dramatisk parentes i George Ovashvilis ’Corn Island’.
Det store drama finder Ovashvili derimod i en vind- og vejrbidt bedstefar og hans barnebarns hårde arbejde med at plante sæsonens majs til vinterens forråd. Det gør de som altid på en af de diminutive øer med frodig muld, som hvert år dukker op dér – lige midt i den skvulpende Enguri-flod – skabt af forårets oversvømmelser.
Padlende i langsomt gammelmandstempo op ad floden møder vi den gamle mand. Her udser han sig en ø, stikker sine grove grabber ned i jorden og smager forsigtigt på den. Jo, den er god. Så planter han en forvreden pind midt på øen og binder et stykke hvidt stof om den. Nu er den hans for sæsonen. Arbejdet kan begynde. Stille og roligt.
İlyas Salman gør en dragende figur som den gamle mand med det smukt udtryksfulde ansigt garvet af et hårdt liv. Han er en lille, tæt mand, men alligevel skrøbelig sådan overladt til elementernes egen vilje derude på øen. Vi ser ham banke pæle i den modtagelige jord og ganske langsomt tegner skelettet af en primitiv træhytte sig. Salman udfører arbejdet, som om han har gjort det hundrede gange før. Det ser lige så naturligt ud for ham som at trække vejret.
Barnebarnets ankomst giver fortællingen et bredere perspektiv. En ranglet teenagepige, der i filmens start nok krammer en barnlig slaskedukke i sin favn, men i det næste må forholde sig både pirret og skrækslagen til soldaternes piften og tilråb inde fra flodbredden. Pludselig niver de første menstruationskramper i hendes underliv, og i ly af nattens mørke vasker hun sig skamfuldt i flodens vand.
Filmens fotograf Elemér Ragály fastholder hypnotiserende ens interesse i majsødramaet med langsommelige, næsten flydende indstillinger fra søen. Kameraet kredser om den klejne ø og afslører et storslået sceneri med Kaukasusbjergene knejsende i den fjerne horisont. Det er billeder, man tager med sig.
Omkring den gamle mand og pigen vokser majsplanterne op. Spirer og bærer frugt. Floden giver vand til planterne og fisk til de to. George Ovashvili giver os hele livets cyklus, inklusive krig og noget, der ligner kærlighed mellem pigen og en såret soldat, der søger helle mellem de høje majsplanter. Lige der på en majsø i Georgien.
Det er selve livets gang i al sin enkle, symbolladede udfoldelse, vi er vidne til.
Kort sagt:
’Corn Island’ er en billedmættet, meditativ oplevelse. Både alt og intet sker. Handlingen snegler sig af sted, og tålmodighed er i den grad en dyd i denne ordknappe, georgiske film, hvor naturen spiller den altafgørende og nådesløse hovedrolle.