‘Game of Thrones’-stjernen Kit Harington løfter – måske – sløret for Jon Snows skæbne

Spoiler alert– naturligvis.

Hvorfor dvælede kameraet så længe ved blodet, der flød ud i sneen? Og hvad med troldkvinden Melisandra, der var lige i nærheden? Kan Jon Snow – horeungen fra Norden, der udviste heltemod og godhjertethed midt i et persongalleri af lurvede anti-helte – virkelig være død?

De spørgsmål stillede en måbende verden af fans, da sidste afsnit af ’Game of Thrones’ løb over skærmen i juni måned, og selvom seriens bagmænd senere bekræftede, at fanfavoritten Snow er død og borte, lever spekulationerne videre i bedste velgående – nu også takket være Jon Snow-skuespilleren Kit Harington, der i et interview med det belgiske magasin Humo unægtelig syntes at puste ild til gløderne.

»Det vigtige er, at jeg nu ved præcis hvor længe, jeg er under kontrakt«, sagde Harington, hvorefter journalisten spurgte:

»Hvor mange flere sæsoner vil det være?«

»Godt forsøgt«, afværgede Harington, men fortsatte:

»Jeg kan ikke snakke om det. Lad os bare sige, at ’Game of Thrones’ vil forblive en del af mit liv for en stund. Jeg vil nok være i mine 30’ere, når det er ovre. Én ting er sikkert: Den dag, jeg ikke længere er ombord på ’Thrones’, er dagen, hvor jeg begraver mig selv i filmprojekter«.

Den 28-årige skuespiller er naturligvis underlagt en striks kontrakt, der forbyder ham at afsløre seriens videre forløb. Alligevel klinger ordene lovende for fans, der håber på Snows og Haringtons tilbagevenden, når sjette sæson af ’Game of Thrones’ forventes at få premiere i foråret 2016.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af