’Blue Film’: Kontroversiel film om pædofil overgrebsmand har en af de mest ubehagelige scener, jeg har oplevet længe
FILM. Camboy’en med det farverige kaldenavn Aaron Eagle tager ud til L.A.’s villaforstad for at besøge en mystisk klient, der tilbyder ham 50.000 dollars for at fortælle barndomshistorier om sig selv.
Men da han fjerner den gamle herres balaklava, viser det sig at være Aarons gamle, pædofile engelsklærer Hr. Grant (Reed Birney) fra folkeren.
Det kan lyde som setup’et til en virkelig smagløs joke eller et pitch til et Todd Solondz-manuskript. Sammenligningen med hovedværket ’Happiness’ ligger da også lige til højrebenet, eftersom Birneys rolige stemmeføring og triste øjne er som snydt ud af næsen på Dylan Bakers pædofile patriark fra dén film.
Instruktør og manuskriptforfatter Elliot Tuttles streamingaktuelle, kontroversielle kammerspil ’Blue Film’, som blev afvist af førende festivaler som Sundance og SXSW, deler ikke Solondz’ galgenhumor.
Dermed ikke sagt, at Tuttle lægger fingre imellem, når Grant udførligt beskriver sin forelskelse i Aaron, da han gik i hans klasse, for slet ikke at nævne lærerens voldtægt på én af Aarons 12-årige klassekammerater. Intimsfærens alenerum tillader Grant at åbne op for Aaron uden filter, og den kyniske sexarbejder virker i første omgang mere underholdt end forfærdet over den gamle mands indrømmelser.
Han har selv set lidt af hvert i Los Angeles’ undergrundsmiljø, grynter han uimponeret.
For nogle vil den blotte tanke om at menneskeliggøre en pædofil overgrebsmand – et ærinde, den kommende danske film ’Cute’ for øvrigt deler – være rigelig grund til at gå i en stor bue uden om ’Blue Film’. Men hvem hjælper det at tage skyklapperne på og nægte at anerkende pædofile som mennesker? Bestemt ikke ofrene for deres forbrydelser, som så ofte bliver udstødt og fortiet af os andre.
Så meget desto mere er det et emne, der bør behandles med en delikat hånd, og Tuttle løfter den svære opgave ved at tage begge mænds drømme, frygt og menneskelighed lige alvorligt. På intet tidspunkt bliver Grants pædofile væsen omtalt som andet end en grufuld perversion, men manuskriptet er mere interesseret i den ensomhed, som de deler ud af gennem deres lange samtaler.
Aaron skjuler sin egen smerte bag ukvemsord, spændte overarme og en fyldig røv, og den relativt ukendte skuespiller Kieron Moore er vidunderligt svær at læse bag sine mørke øjne og performative machismo-attitude. Som en queer mand har han fremmedgjort sig fra andre mennesker, fordi han har følt sig tvunget til at genskabe sin identitet uden for sin opvækst.
Således er der en poetisk ironi i de to mænds behov: For Aaron er det barn, han var, og som Grant stadig er håbløst forelsket i, død og borte. Derfor bliver han også nødt til at holde facaden og lade, som om Grants tilnærmelser ikke rører eller provokerer ham. Kæden springer dog af for Aaron i en rollespilssexscene på Grants præmisser, som da også er noget af det mest ubehagelige, jeg har oplevet på film i lang tid.
Med den slags scener er ’Blue Film’ den slags amerikanske indiefilm, der utvivlsomt vil beskrives som en modig film af mange. Men Tuttle vil også mere og andet end blot at fortælle endnu en vigtig film med en grænseoverskridende sexscene om en trist, ensom homo.
Ærgerligt er det derfor også, at æstetiske ambitioner er til at overse. Et hjemmevideo-motiv er ganske underbagt, og generelt er det nemt at se, at filmen ikke har kostet mere end 100.000 dollars at lave.
Alligevel skal ’Blue Film’ opleves. For bag dens stortanlagte tematikker om ensomhed, overgreb og traumer taler filmen ind i en større sandhed: At vi kun kan finde os selv i selskab med andre – ligegyldig hvem det så måtte være.
Kort sagt:
Kontroversielt amerikansk kammerspil om en camboy-escorts nat med sin gamle, pædofile engelsklærer er både tankevækkende, yderst velspillet og til tider vildt provokerende.