Den sandsynligvis sidste lange trailer til J.J. Abrams’ stærkt imødesete syvende ‘Star Wars’-film er landet.
Ligesom de forrige trailere er den to og et halvt minut lange forsmag nærig med plotdetaljerne, men den byder ikke desto mindre på bunkevis af nyt materiale – primært med fokus på John Boyegas Finn, der måske – måske ikke – er en jedi og Daisy Ridleys hårdføre krigerkvinde Rey, der bestemt synes at være i kontakt med the force.
Harrison Fords aldrende gun-slinger Han Solo får også et par dugfriske ord indført i den højdramatiske trailer. »It’s true, all of it. The Dark Side. The Jedi. They’re real«, siger han og bekræfter dermed, at de tidligere films begivenheder har fået mytisk status i J.J. Abrams’ univers
Kort inden henvender skurken Kylo Ren (spillet af Adam Driver) sig direkte til Darth Vaders hårdt medtagne maske og indvarsler krig i den fjerne galakse: »Nothing will stand in our way. I will finish what you started«.
‘Star Wars: The Force Awakens’ får verdenspremiere den 16. december.