HBO-datoer antyder den hidtil længste ventetid på ny sæson ‘Game of Thrones’

Februar næste år bliver en stor måned for HBO.

I halvtimesformatet vender både ‘Girls’ (med sæson fem) og den glimrende ‘Togetherness’ tilbage 21. februar, mens den sidste titel i sidste års stærke februar-komedietrio, den ligeledes fremragende homoserie ‘Looking’, desværre er røget i svinget.

Til gengæld opruster HBO på dramafronten, hvor Martin Scorsese, Mick Jagger og Terence Winters længe ventede ‘Vinyl’ får premiere ugen før, 14. februar. Serien, som handler om New Yorks musikscene i 70’erne og blandt andre har Birgitte Hjort Sørensen på rollelisten (se traileren), løber 10 afsnit, og det har fået amerikanske Vulture til at spekulere i, om det betyder en mild forsinkelse af HBO’s flagskib, ‘Game of Thrones’.

Siden sæson 2 har fantasyserien hvert år gjort comeback i april (eller endda slut-marts), men eftersom ‘Vinyl’ indtager søndag aften-positionen på HBO’s amerikanske flow-kanal og først slutter 24. april, vil ‘Game of Thrones’ formentlig først vende tilbage tidligst 1. maj.

I så fald vil det være det hidtil længste mellemrum mellem to ‘Game of Thrones’-sæsoner, men uanset hvad er der i hvert fald grund til at holde seriekalenderen åben i første halvår af 2016, så der er plads til alle fire serier, som herhjemme kan ses på HBO Nordic.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af