’Hundeliv’: Gode hovedroller kan ikke redde nyt dansk drama
Indimellem lykkes det foretagsomme filmskabere at få produceret spillefilm uden om det traditionelle støttesystem. Og der er al mulig grund til at hylde den slags initiativer og den særlige kombination af vedholdenhed og næse for alternative finansieringsmuligheder, der ligger bag.
I tilfældet ’Hundeliv’ har producer Marco Lorenzen fundet opbakning fra Bryggeriet Fuglsang og andre lokale kræfter i Sønderjylland, hvor filmen er optaget. Produceren og den ligeledes spillefilmdebuterende instruktør René Frelle Petersen er begge opvokset i landsdelen. Man kunne håbe, at de ville benytte den stærke regionale forankring til at opdyrke en særlig sønderjysk tone. I stedet er historien, der beskriver to kuede søstres kamp for at bryde ud af deres udsigtsløse liv, henlagt til et ubestemmeligt sted, i hvad pressematerialet selv kalder Udkantsdanmark.
At alle karakterer – med undtagelse af en enkelt ekspedient – taler forskellige varianter af dialekten skuespillerkøbenhavnsk, bidrager til at fratage ’Hundeliv’ den fornemmelse af at bestemt miljø, der kan være med til at give en film saft og kraft.
Tilbage står en ujævn fortælling om 18-årige Sofia (Julie Brochorst Andersen), der bor hos sin mor og meget onde stedfar (Henning Valin). Fra første øjeblik på skærmen ryger stedfarkarakteren helt i top på voldelig-psykopat-barometeret, uden at man rigtigt forstår, hvor al vreden og sadismen kommer fra. Sofia forsøger at hutle sig igennem under stedfarens rædselsregime, men begiver sig til sidst på flugt med sin lidt naive halvsøster Olivia (Simone Lykke), som mærkeligt nok er ældre end Sofia, selvom hun er datter af stedfaren, som er morens nye mand.
Flugtens mål er Sofias biologiske far, som hun troede var død, men som moren nu har sat hende på sporet af. Da de finder faderen (uden brug af internettet og mobiltelefoner, som åbenbart ikke findes i udkanten af landet), viser han sig at være lidt af en særling. Han bor alene på et landbrug og kæmper med traumer fra sin tid som soldat. Hans PTSD bliver dog meget bedre, efterhånden som de to piger med lige dele klodset charme og teenageagtig stædighed kommer ind på livet af ham.
Selvom der spilles fint og nuanceret særligt i de to hovedroller, lykkes det ikke for alvor ’Hundeliv’ at tage troværdigt favntag med de mange og meget tunge temaer som misbrug, social kontrol, vold og krigstraumer. Det kræver en stor sans for detaljer i både manuskript, miljøskildring og iscenesættelse at balancere det tunge med det tragikomiske, som det for eksempel lykkedes i filmatiseringen af ’Kunsten at græde i kor’ efter Erling Jepsens smågeniale forlæg – en film, som René Frelle Petersen i øvrigt var instruktørassistent på.
’Hundeliv’ får hverken skabt sit eget levedygtige univers eller plantet historien realistisk i den sønderjyske muld.
Kort sagt:
Den gæve 18-årige Sofia (Julie Brochorst Andersen) går grueligt meget igennem for at slippe væk fra sin giftigt dysfunktionelle familie. Men kræfterne bag kameraet får ikke skabt et troværdigt tragikomisk drama ud af den voldsomme historie om overgreb, vold og krigstraumer.