’Patriarken’: Manden bag newzealandsk kultfilm er tandløst tilbage
Lee Tamahoris ’Patriarken’ er nøjagtig så gammeldags en film, som titlen lover. På godt og ondt. Og har du kastet blot ét blik på filmens plakat, hvor Temuera Morrisons bryske fjæs og stålsatte øjne våger over det newzealandske bakkelandskab og resten af familien, er det ikke svært at forestille sig dramaets gang.
Baseret på ’Whale Rider’-forfatteren Witi Ihimaeras ’Bulibasha: King of the Gypsies’ – en krønike om to rivaliserende Maoriklaner i starten af 1960’erne – fokuserer Tamahori i ’Patriarken’ på generationsopgøret i Mahanafamilien mellem bedstefaderen (Temuera Morrison) og barnebarnet Simeon.
Unge Simeon er en følsom knægt. God i skolen og med en udpræget retfærdighedssans. Men også velsignet med familiens stærke fysik. Kraftfulde overarme og smidige hænder, der generationer igennem har kløvet brænde og klippet får med største selvfølgelighed.
Gamle Mahana styrer familien med patriarkens egensindige logik og vilje. Det er hans vej eller landevejen, som man siger. Som filmen skrider frem, opdager Simeon dystre hemmeligheder, som bedstefaren har fejet ind under gulvtæppet, og resten af familien simpelthen har fortiet eller endda fortrængt. Simeon finder ved et tilfælde bedsteforældrenes bryllupsbillede gemt væk i en skuffe og undrer sig over, hvorfor bedstemor Ramona ser så trist ud.
Endnu engang genfortælles historien om, hvordan Mahana kom ridende som prinsen på den hvide hest og bortførte Ramona, der ellers skulle have været gift med én fra den rivaliserende Maorifamilie på egnen. Er Mahana den romantiske helt, eller er sandheden en helt anden?
Brede billeder af svungne, duggrønne landskaber og varme 1960’er-tintede scenerier fra biografer og hyggelige stuer holder øjet nysseligt beskæftiget i ’Patriarken’. Lee Tamahori maner stemningsfuldt og slet skjult nostalgisk en periode frem fra en del af den newzealandske Maori-kultur, der ikke just er hverdagskost at opleve på det store lærred.
Hverdagskost var det heller ikke, da Tamahori tilbage i 1994 viste skyggesiden af den moderne Maori-tilværelse i ’Once Were Warriors’. En urkraftfuld mavepuster af en filmoplevelse, hvor netop Temuera Morrisons portræt af den lige dele skræmmende og tragisk alkoholiserede kraftkarl Jake ’The Muss’ Heke var med til at sikre filmen noget, der ligner kultstatus.
Nok har Morrison et svagt glimt af Jake-rollens vandvid her i ’Patriarken’, men sammenlignet med Tamahoris rå gennembrudsværk fremstår fortællingen om Mahanafamilien både kedelig, naivt melodramatisk og – til syvende og sidst – uhyre forudsigelig.
Filmen flakser i tone mellem det højdramatiske, joviale og kulturelt særprægede uden på noget tidspunkt at finde sig til rette og flette sammen. Det ene øjeblik er vi til en munter fåreklipperkonkurrence, hvor to gemytlige kommentatorer leverer gumpetung eksposition, så selv de langsomme på bageste række kan følge med. Så serveres vi i et grumt tilbageblik for en voldtægtsscene med bombastisk musikledsagelse, for i næste at skulle føle med selvsamme voldtægtsmand, der viser sig at have kræft.
Jeg ved ikke, om det er en egentlig afsløring, når filmen nu engang hedder ’Patriarken’ og historier om patriarker har det med at handle om, ja, patriarkers fald.
Enkelte, særegne øjeblikke gør dog ’Patriarken’ værd at slæbe sig igennem. I en underligt eventyrlig scene ser vi bedstemor Ramona stå midt i en summende bisværm. Her synger hun en sang for bierne, der derimod lover at producere den sødeste honning til familien, der skal overtage bistaderne.
Naturen og Maori-kulturen synes her magisk forbundet, og Lee Tamahori indkapsler i dette flygtige øjeblik en ganske særlig stemning.
Kort sagt:
Som kronikør af New Zealands oprindelige Maoribefolkning har Lee Tamahori med ’Patriarken’ begået en tandløs, forudsigelig og langt mindre interessant film, end tilfældet var med den på alle måder hårdtslående debut ’Once Were Warriors’ tilbage i 1994. Desværre.