‘Dobbelt begær’: Erotisk psykologisk thriller med referencer galore
Det var vistnok Picasso, der sagde, at gode kunstnere kopierer, men store kunstnere stjæler. Al kunst er baseret på kunst, der er baseret på kunst, der er baseret på kunst.
Instruktør Francois Ozon har med sine psykologiske portrætter af ikke mindst seksualitet skabt et filmisk aftryk, der nok kan være svært at placere genremæssigt, men som har placeret ham som auteur. I hans 17. spillefilm, ’Dobbelt begær’, henter auteuren fra andre auteurs.
Unge, smukke Chloé (Marine Vacht) har ondt i livet og maven. Lægen henviser hende til en psykiater, den betænksomme og opmærksomme Paul Meyer (Jérémie Renier). Her er endelig et menneske, der lytter til hende og ser hende. Chloé og Paul flytter som forelskede kærester hurtigt sammen, men lige så hurtigt gør Chloé nogle mistænkelige opdagelser om Pauls identitet og adfærd, og hun begynder at spørge sig selv, hvem hun egentlig er flyttet sammen med. Efter lidt detektivarbejde står det klart:
Pauls hemmelighed er hans tvillingebror Louis, der også er psykiater, men af en helt anden, mere hårdkogt, støbning. Chloé opsøger Louis, begæret får dem til at indlede et hemmeligt og hedt forhold, og Chloés parallelle dobbeltliv begynder at få fatale konsekvenser for hendes skrøbelige sind.
I ’Dobbelt begær’ vil connaisseurs finde filmhistoriske aftryk fra Polanskis paranoia, Fassbinders spejlinger, de Palmas thriller-twists og von Triers eksplicitte provokationer til tvillingetemaet i Cronenbergs ’Dead Ringers’, overklasse-erotismen i Verhoevens ’Basic Instinct’ og Hitchcocks udstoppede dyr i ’Psycho’.
For de litteraturinteresserede er det relevant at nævne, at filmen «baserer sig frit» på et bogforlæg af den anerkendte, amerikanske Joyce Carol Oates’ ’Tvillingeliv’, som hun skrev under pseudonymet Rosamund Smith.
De stilistiske støttepiller fra store kunstnere understøtter Ozons intentioner, og det samme gør klippetekniske virkemidler som gentagne brug af splitscreens, der mimer Chloés iboende splittelse. Overbevisende er også filmens æstetiske kommunikation gennem arkitektur og indretning. Det er kølig metal og glasmaterialer, der indrammer Louis’ kontor, mens det er nostalgisk varme træmaterialer, der omgiver Pauls patienter, lige så vel som at udstillingen på Chloés arbejdsplads, museet Palais de Tokyo, naturligvis handler om kød og blod.
Scenografien er komplet og de filmhistoriske reminiscenser glædelige gensyn. Alt er godt. Men også lidt uinteressant. Både Marine Vacht og Jérémie Renier mangler i deres spil et stænk af je ne sais quoi, og dyrkelsen af den æstetiske pastiche overskygger. Et ellers glimrende afsæt for granskning af psykologisk paranoia bliver mere en kærlighedserklæring til inspirationskilderne, forklædt som stiløvelse, og med en så skarp optegning af modsætningerne og spejlingerne, at symbolikken bliver overfortalt.
Fair nok, ode til formsprogets mester Ozon, men når en mental deroute spiller hovedrollen, og du uanfægtet følger den på afstand, så synes noget af præmissen for en psykologisk thriller at være gået tabt.
Francois Ozon har en taknemmelig produktivitet og spændvidde bag sig, fra det uudgrundelige i ’Under sandet’ til det grotesk-komiske i ’Ricky’, og mange vil nikke nå-ja til dansk distribution af titler som den sanselige ’Swimming Pool’ og senest den udsøgte ’Frantz’.
Med ’Dobbelt begær’ er der ikke tale om et banebrydende bidrag til cv’et, men Ozon fastholder sit greb som en nysgerrig og drillende instruktør. Og dem, der nyder legesygen, kan roligt glæde sig til åbningsscenen: et close-up af en vagina, der langsomt blænder over i et close-up af et øje. Ozons blik er her frem for alt stilistisk.
Kort fortalt:
En ung smuk kvinde er kæreste med sin tidligere psykiater, da hun indleder et hemmeligt, seksuelt forhold til hans tvillingebror, som også er psykiater. Tvillingparret både komplementerer hende og splitter hende ad. En æstetisk overlegen, men indholdsmæssigt vaklende psykologisk thriller af auteuren Francois Ozon, der i denne film har ladet sig kraftigt inspirere af kollegaer som Polanski, Hitchcock, von Trier og de Palma.