Gjorde størst indtryk som barn: ‘The Sound of Music’ (1965)
»Når jeg tænker tilbage på en barndomsfilm, der giver en helt speciel stemning, så er det ‘The Sound of Music’. Jeg har i hvert fald været under ti, da jeg så den. Det er sådan en film, der minder mig om mig, min far og min søster, hjemmebiograf og popcorn. Den er jo bare hyggelig, sød, sjov, god og fin. Og så er der sange med, det kunne ikke blive bedre«.
Fik mig til at ville være skuespiller: ‘Kærlighed på film’ (2007)
»Jeg har set mange forskellige film i løbet af min barndom, men det er ikke sådan, at jeg har set én bestemt film, der fik mig til at indse, at det bare var dét, jeg skulle. Min interesse for skuespil kom fra mange ting, blandt andet det at gå til teater og prøve det lidt af. Det var faktisk min første rolle i ‘Kærlighed på film’, der afgjorde det for mig. Da jeg selv havde prøvet det rigtigt, vidste jeg, at jeg ville være skuespiller«.
Fik tårerne frem: ‘Call Me by Your Name’ (2017)
»Jeg græder så nemt til film, der skal virkelig ikke særlig meget til. ‘Titanic’, ‘The Notebook’, ‘Call Me by Your Name’, ‘Up’. Jeg er typen, der også græder til ‘Lassie’. Men en film, jeg sidst hulkede over, var ‘Call Me by Your Name’, hvor jeg begyndte at hulke inde i biografen – så meget at jeg kom at grine midt i mine hulk, så jeg endte med at løbe ud«.
En rolle, jeg gerne ville have spillet: Tiffany i ‘Silver Linings Playbook’ (2012)
»Jeg tror, jeg så den, da jeg var 12-13 år. Den her mystiske pige med problemer, der er noget psykotisk over hende. Hun er sej og hård, men også ekstremt sårbar. Og sjov er hun også. Hun er en karakter, der er svær at spille, for den indeholder en masse aspekter: Hun skal både sørge for at have enorm kontrol, samtidig med at hun skal vise noget lidt psykisk ustabilt og noget humoristisk. Den rolle kunne jeg godt have tænkt mig at spille«.
Gav mig nyt perspektiv på livet: ‘What’s Eating Gilbert Grape’ (1993)
»Jeg så den, da jeg ikke var ret gammel, og jeg kan bare huske, at den her unge, unge mand spillet af Johnny Depp, der både skal tage sig af sin mor og sin totalt handicappede bror, det gav mig et helt andet perspektiv. Det er en virkelig fin film, og det er jo bare et helt andet liv end det, jeg lever. Det handler vel om at sætte pris på, at vi har en seng at sove i, at vi har en familie, der vil os det bedste. Og forældre, der hele tiden er oppe i røven på én for at sikre sig, man er okay. Jeg har altid været en person, der er sådan ‘årh, lad mig nu være. Giv mig lidt privatliv’. Men når jeg ser sådan en film, kommer jeg til at tænke på, at der findes børn, som skal agere de voksne. Så det er bare med at sætte pris på, hvor heldig man er, og at man har nogle forældre, der tjekker op på én hele tiden«.
Læs også: ‘Journal 64’: Selv Carl Mørck må knibe en tåre for alle formummede knudemænd