Med prominente film som ‘A Star Is Born‘ og den kommende ‘Vox Lux‘ har filmmediet vist stor interesse for, hvad det vil sige at være popstjerne i det 21. århundrede. Og det fortsætter i det nye år med filmen ‘Teen Spirit’, hvor Elle Fanning indtager rollen som den generte sangerinde Violet, der sætter sig for at forfølge sit talent i en lokal talentkonkurrence.
Den første trailer giver en forsmag på det konkurrenceprægede miljø, hvor Fanning får skrap træning af ingen ringere end kroatisk-danske Zlatko Buric, som de fleste vil kende fra ‘Pusher’-filmene. Og så får vi også en smagsprøve på musikken, der består af kendte, nyere popsange, når Fanning blandt andet synger Robyns ‘Dancing On My Own’.
På soundtracket finder man desuden musik fra Ellie Goulding, Ariana Grande, Katy Perry, Tegan & Sara, Jack Antonoff, Carly Rae Jepsen, Annie Lennox, Grimes og Sigrid. Fanning har selv indspillet alle vokaler til filmen.
Skuespilleren Max Minghella (‘The Handmaid’s Tale’, ‘The Social Network’) debuterer som instruktør med ‘Teen Spirit’. Filmen havde verdenspremiere på den prestigefyldte filmfestival i Toronto, og er sat til dansk biografpremiere den 25. april 2019.
Læs også: Miley Cyrus og Liam Hemsworth er blevet gift i smug