‘A Hidden Life’: Terrence Malick vender tilbage med enormt bevægende film
For nogle er hans film underfundige fabler om tilværelsens mening eller mangel på samme. For andre minder de mest af alt om shampooreklamer.
Terrence Malick – manden bag mesterværker som ’Badlands’ og ’The Thin Red Line’ – har altid været let at drille. Men det er især hans seneste tre skud på stammen efter Guldpalme-vinderen ‘The Tree of Life’ – ‘To the Wonder’, ‘Knight of Cups’ og ‘Song to Song’ – der har polariseret såvel publikum som anmeldere med deres storslåede vuer, kosmiske toner, vege mænd og modelsmukke kvinder. For ikke at glemme den obligatoriske og ofte filosofiske voice-over samt den omstændighed, at de alle er instrueret uden manuskript.
‘A Hidden Life’ er modgiften til kritikerne, der savnede en tydelig fortælling. På mange måder er den et mere konventionelt udspil fra Malick, der baserer sin film på den virkelige historie om østrigeren Franz Jägerstätter, som blev dømt til døden, da han nægtede at sværge troskab til Hitler og lade sig indrullere i værnemagten. Men den kan dårligt tænkes uden de formmæssige eksperimenter og det eksistentielle tankegods, der prægede de tidligere og noget abstrakte film om fortabte skæbner i dagens USA.
Malicks udsyn er metafysisk. »Engang var sjælen fri og havde vinger og kunne svæve ind i himlen«, lyder det i ‘Knight of Cups’ med Christian Bale som Los Angeles-bosiddende forfatter, der går til i hedonisme. ‘A Hidden Life’ handler også om en verden efter syndefaldet, men her er kampen mellem det gode og det onde anderledes konkretiseret med nazismen som metafor for det absolutte fordærv.
Hitler kaldes »Antikrist«, og St. Radegund – den billedskønne landsby højt oppe i bjergene, hvor Jägerstätter bor med sin lille familie – tager sig ud som et tabt paradis, ikke ulig dem vi kender fra ’The Thin Red Line’ og ‘The New World’. Jägerstätter, levende portrætteret af August Diehl, fremstilles ikke som nogen politisk figur, men som en troende mand, der må sige fra, fordi hans samvittighed byder ham det. Som de små, uskyldsrene og legende børn, man så tit støder på i Malicks film, ved han instinktivt, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Grænsen er ikke mudret til i relativisme og moderne forhold. Han er ukorrumperet.
Hans skæbne er gribende. Gang på gang konfronteres Jägerstätter med sit valg. Hvem gavner det? Tænker han da ikke på sin kone og sine børn? Selv Kirken er imod ham. »Vi har en pligt over for fædrelandet«, fortæller biskoppen (Michael Nyqvist i sin sidste rolle) ham resigneret. Bruno Ganz (der ligeledes døde, før den notorisk omhyggelige Malick fik klippet filmen færdig) indtager den Pilatus-lignende rolle som formanden for den militærdomstol, der modvilligt afsiger dommen over Jägerstätter. »Dømmer du mig?«, spørger han usikkert den anklagede, og rollerne er pludselig vendt på hovedet.
Jägerstätter kan ikke forråde det, han tror på. Han er en »martyr«. Hans offer er uden betydning for andre end ham selv – og Gud, som han er vis på følger med, og hvis tilstedeværelse billedmageren Malick sammen med fotografen Jörg Widmer mere end antyder med de flotte, åbne landskabsscenarier med det grønne græs og den blå himmel, der aldrig formørkes af krigens skygger.
Men det fungerer også som et imperativ til os ude i biografsalen. Hvis vi levede på samme tid som Jägerstätter, ville vi så handle som ham? Historien er noget, man ser tilbage på, men den beslutning, Jägerstätter tager, fremstår både nødvendig og aktuel.
‘A Hidden Life’ varer små tre timer, og det skal man være indstillet på. Sidste halvdel af filmen foregår bag fængslets mure, hvor Jägerstätter venter på sin straf. Selvom han er i lænker, er hans sjæl fri – helt modsat hovedpersonen i ‘Knight of Cups’ – og det fik mig til at tænke på andre helgenportrætter som Carl Th. Dreyers uforglemmelige ‘Jeanne d’Arcs lidelse og død’ og Martin Scorseses nylige ‘Silence‘.
Kun hans kone, en velvalgt Valerie Pachner, forstår ham, og de korresponderer med hinanden – en brevudveksling, som siden er blev udgivet, og som indgår naturligt i filmens »soundscape« sammen med den brug af klassisk musik, som er filmskaberens signatur. Med den særligt impressionistiske montageteknik, Malick har udviklet til fulde over det sidste årti, føres vi tilbage til livet på landet og ser den lidelse, Fani også bliver påført.
Imens nærmer ‘A Hidden Life’ sig støt det, man kun kan kalde en filmisk bøn, og som en sådan er den enormt bevægende.
Kort sagt:
Malicks comeback er betagende og medrivende og må anbefales hermed på det varmeste.