Selvom der endnu er over et helt år til, vi kan opleve Robert Pattinson som ’The Batman’, er instruktør Matt Reeves ikke bleg for at dele raffinerede små teasere fra filmproduktionen. I sidste måned fik vi det første blik på Robert Pattinson som Batman, og i dag følger Reeves op med et par skud af superheltens pimpede ride: Batmobilen.
I modsætning til den opmærksomhedsrøvende tank-lignende Batmobil, Christopher Nolan præsenterede i ’The Dark Knight’-trilogien, og de tidligere Burton’ske og Schumacher’ske flashy køretøjer, er der i Reeves’ version snarere tale om en stilfuld sportsvogn – der dog formentlig kan lidt flere tricks end den gængse muskelslæde.
Hvorvidt det mere realistiske take på den ikoniske Batmobil er et tegn på, at selve filmen også kommer til at bære samme præg, må vi vente til næste år med at vurdere. Filmen får premiere den 25. juni 2021.