‘Zodiac’ er en af den slags film, der med årene har opnået mere og mere anerkendelse, både blandt kritikere og andre filmskabere.
Herhjemme er Christoffer Boe én af de instruktører, der har været dybt inspireret af filmen, hvor Jake Gyllenhaal og Mark Ruffalo dykker ned i slut-60’ernes uløste sag om den berygtede Zodiac-morder. Og på international plan har Guillermo Del Toro eksempelvis udtrykt, at han mener, det er en de bedste film i nyere tid.
Personligt mener jeg tilsvarende, at Finchers tålmodige, dybt stemningsfulde drama om menneskelig besættelse er hans bedste film sammen med ‘Seven’. Og det siger ikke så lidt i en karriere, der også tæller ‘Fight Club’ og ‘The Social Network’.
Men lidt overraskende er den kompromisløse amerikaner ikke selv entydigt begejstret for filmen, der blev let overset, da den fik premiere i 2007. Det fortæller han i et interview med Empire Magazine.
»Jeg formoder, at ‘Mindhunter’ er en forlængelse af mange af mine tanker om, hvad der udgør en scene, eller hvad der udgør et drama, som jeg havde omkring ‘Zodiac’«, siger han med henvisning til Netflix-serien, hvis to sæsoner han har været producer på.
»Ved at tage noget, der formentlig ville have været en pænt god fem timers film og få den ned til to timer og 45 minutter, lavede vi den på en måde både for lang og ikke dyb nok«.
Fincher, hvis næste projekt er Netflix-filmen ‘Mank’, fortsætter:
»Jeg tror, at kriteriet for mig er, at hvis noget er meget fortællemæssigt fokuseret, er det formentlig et godt, fertilt grundlag for at udvikle en film. Og hvis noget handler meget mere om at lære karaktererne at kende og at se deres hykleri og særheder og styrker og svagheder, så er det nok tv«.
Det er altid interessant at høre store filmkunstnere forholde sig til deres værk i bakspejlet. Også selvom de tager fejl!