‘Mælkekrigen’: Vigtigt islandsk drama kaster kolort på patriarkatet
Forfatteren Albert Camus har engang sagt, at fiktion er en form for løgn, som vi bruger til at fortælle sandheden med. At Camus havde fat i fiktionens lange ende demonstrerer den islandske manuskriptforfatter og instruktør Grímur Hákonarson med sit socialrealistiske drama ‘Mælkekrigen’.
Med filmsproglig og fortællemæssig træfsikkerhed kaster ‘Mælkekrigen’ nemlig lys – eller snarere kolort – på den sociale uretfærdighed, der reelt hersker i et nordvestligt område af Island ved navn Skagafjördur.
I et interview med The Guardian har Hákonarson fortalt, at filmen er løst baseret på den mafiøse måde, som den magtfulde brugsforening Kaupfélag Skagfirðinga opererer på.
Ifølge Hákonarson tjener brugsforeningen, som blev oprettet i 1889, ikke længere dens mælkeproducerende medlemmers interesser; den tjener snarere et plutokrati, bestående af velbjergede mænd, der gennem trusler dikterer, hvem bønderne må og ikke må handle med.
Til at begynde med ville Hákonarson gerne have lavet ‘Mælkekrigen’ som dokumentar, men da det hurtigt gik op for ham, at der ikke var nogen, som ønskede at vise sig foran kameraet, besluttede han sig for at ty til fiktion. Han blev med andre ord nødt til at fortælle sandheden gennem en løgn.
I filmen slider Inga (Arndís Hrönn Egilsdóttir) og husbond Reynir (Hinrik Ólafsson) på deres mælkeproducerende gård for at betale et lån tilbage til den brugsforening, som de hører under.
Ved middagsbordet pointerer Inga, at de ikke har haft en eneste ferie i tre år, og om det ikke var på tide at søge andre mere favorable handelspartnere for at bryde fri af deres gældsfængsel. Reynir svarer lakonisk, at han ikke orker at tale om det. Han synes tynget og modløs – og natten derefter er han død. Selvmord, konkluderer politiet.
At Hákonarson bebor den samme ø som de store sagadigtere viser sig øjensynligt, idet han heller ikke kan få nok af at pine sin hovedkarakter. Et par dage efter selvmordsnyheden finder Inga ud af, at brugsforeningen truede Reynir med at tage gården fra ham, medmindre han ville påtage sig forskellige dubiøse opgaver for foreningen.
Dét får Inga til at tage kampen op mod patriarkatet.
En dag tropper en af de formuende barylere (Hannes Óli Ágústsson) op på gården og truer Inga med straf, hvis hun ikke øjeblikkeligt holder op med at købe korn af andre leverandører end dem, som foreningen har bestemt. Han slentrer tilbage til sin fede, sorte firhjulstrækker, men Inga griber en skovl kolort, og i næste øjeblik er den før så blankpudsede forrude brun.
Mælkekrigen er brudt ud.
Til trods for at der optegnes en tydelig heltinde og nogle tydelige skurke i ‘Mælkekrigen’, er klassekampen hverken skildret på nogen kedelig betonmarxistisk eller Hollywood-agtig måde.
Ingas oprør bunder i sorg og almindelig anstændighed; hendes modstand er altså ikke ideologisk motiveret, og hun virker til tider tvivlrådig, om hun egentlig gør det rigtige. Hun er et menneske. Samtidig synes de øverste i brugsforeningens fødekæde i højere grad at handle ud fra vanetænkning og systemisk ignorance. Ja, ondskaben er banal, som filosoffen Hannah Arendt formulerede det.
Karakteristisk for Hákonarson, som også stod bag Cannes-vinderen ‘Blandt mænd og får’ (2015), er filmens billedside stærk og stringent. De langsomme kamerabevægelser og de mange maleriske billeder fra de på én gang golde og smukke højlandslandskaber er grundpillerne i Hákonarsons filmsprog; et filmsprog, der fungerer glimrende til at skildre et råddent samfund, der er gået i stå.
I mine ører svækker underlægningsmusikken ‘Mælkekrigen’ som helhed. Hákonarson har ikke ønsket at bruge klassisk musik, som han gjorde i ‘Blandt mænd og får’, så i stedet har han og komponisten Valgeir Sigurðsson ladet sig inspirere af de industrielle lyde på Ingas gård for at give filmen en mere elektronisk stemning.
Flere gange blev jeg desværre revet ud af fortællingen grundet den elektroniske musik, idet denne kommer til at stå i et akavet misforhold til det landlige liv, som Inga lever. Det fungerer derimod rigtig godt, når de synkrone lyde får lov til at stå tydeligt frem: Mælkemaskinernes mekaniske pulsslag, kreaturernes muh, den fygende sne mod nattens rude, Ingas ensomme trin i det tomme hus.
Alt i alt er ‘Mælkevejen’ et vellavet og vigtigt værk. Filmen kan ikke blot ses som en klassisk fortælling fra Island, hvor hovedkarakteren forsøger at genoprette sin ære og den tabte orden, men også som en universel hyldest til enhver oprører.
Hákonarson har fortalt sandheden – gennem en løgn.
Kort sagt: Manden bag ‘Blandt mænd og får’ har skabt endnu et stemningsmættet, velspillet islandsk drama, der effektivt giver patriarkatet fingeren.