En af Frankrigs største nulevende skuespillere, Gérard Depardieu, er blevet sigtet for voldtægt og overgreb, fortæller det franske nyhedsbureau AFP.
Voldtægten skulle angiveligt være blevet begået i 2018 i Depardieus eget hjem mod en skuespillerinde i 20’erne.
Politiets undersøgelse af den kvindelige skuespillers anklage mod i dag 72-årige Depardieu blev ellers afsluttet i 2019 som følge af manglende beviser, men i sommeren 2020 blev den genåbnet, og i december førte det altså til en sigtelse.
Depardieu »benægter anklagerne fuldstændigt«, udtaler hans advokat, Herve Temime, til AFP.
Skuespilleren er blandt andet kendt for filmene ‘Cyrano de Bergerac’, ‘Manden med jernmasken’, ‘Life of Pi’ og ‘Green Card’, ligesom han medvirkede i Ole Bornedals film ‘Jeg er Dina’. Desuden vil mange yngre filmseere nok genkende ham for sin rolle som Obelix i fire liveaction-udgaver af ‘Asterix’-filmene.