Gækkeren i ‘The Batman’ er inspireret af The Zodiac Killer – og gav manden bag søvnløse nætter

Gækkeren i ‘The Batman’ er inspireret af The Zodiac Killer – og gav manden bag søvnløse nætter
Paul Dano ved Cannes Film Festival. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

I vrimlen af superhelteeposser kræver det efterhånden en ganske særlig opskrift at skille sig ud fra flokken.

Og ifølge skuespiller Paul Dano (‘There Will Be Blood’) er det præcis, hvad instruktør Matt Reeves har bragt til bordet i den kommende ‘The Batman’.

Dano, som spiller Gækkeren over for Robert Pattinsons Batman, fortæller i et interview med Entertainment Weekly, at han ikke tidligere har været synderligt tiltrukket af superheltegenren, men at Reeves manuskript fangede ham på side et, idet historien var alt andet end sort-hvid.

Paul Dano som Gækkeren i ‘The Batman’. (Foto: PR)

Det var ikke mindst Reeves genskabning af Gækkeren i den virkelige seriemorder The Zodiac Killers billede, der appellerede til Dano. Skønt karakterens mørke sind skulle vise sig at være svært at slippe mellem optagelserne:

»Der var nogle nætter, hvor jeg ikke sov helt så godt, som jeg kunne have ønsket mig, fordi det var en smule vanskeligt at falde til ro efter at have spillet karakteren. Det tog en del energi at finde frem til ham, og så bliver man også næsten nødt til at blive i momentet, fordi det er hårdt at træde ind og ud af karakteren«.

Dano forklarer endvidere til Entertainment Weekly, at Reeves fortolkning af skurken er mere realistisk og dermed også potentielt mere skræmmende end førhen set.

Selv kalder Reeves karakteren for »et spøgelse«, der hele tiden lurer i skyggerne og hvis intentioner, Batman på foruroligende vis ikke kan blive klog på.

‘The Batman’ har dansk biografpremiere 3. marts.

Se traileren her:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af