’Anatomy of a Scandal’: Man kan ikke bruge Netflix’ slibrige retssalsdrama til noget som helst
Få mennesker har så været så synonyme med amerikanske serier om advokater og retssager som David E. Kelley.
Karrieren startede helt tilbage i 1986 med ’L.A. Law’, hvis titel er rimelig selvforklarende. Det er dog med 90’er feelgood-serien ’Ally McBeal’, at Kelley for alvor bliver et kendt navn.
Selv i Danmark fik serien stor popularitet med overraskende høje seertal, når den blev vist på TV 2.
Siden da har det været hit and misses med hr. Kelley, indtil ’Big Little Lies’ i 2017 igen katapulterede serieskaberen ind i vores bevidsthed.
Den blev blandt andet efterfulgt af den Susanne Bier-instruerede ’The Undoing’, en miniserie om et ægtepar, hvor manden bliver anklaget for mordet på sin elskerinde, og konen derefter prøver at finde ud af, om han rent faktisk har gjort det.
En præmis, der ikke er helt ulig den, man finder i første sæson af Netflix’ nyeste antologiserie ’Anatomy of a Scandal’.
I stedet for New York er vi nu i London, og mord er blevet udskiftet med seksuelle overgreb.
Omdrejningspunkt er ægteparret Sophie (Sienna Miller) og James Whitehouse (Rupert Friend). Han er en konservativ minister, der bliver beskyldt for voldtægt af sin tidligere elskerinde og ansatte.
Hvis man et kort øjeblik skulle tro, at serien har noget bevinget at sige om det ellers aktuelle og ofte debatterede emne, bliver man skuffet.
Selvom Kelley ’kun’ er medskaber sammen med teaterforfatter Melissa James Gibson, og tv-instruktørveteranen S.J. Clarkson har instrueret samtlige afsnit, bugner serien af de klassiske Kelley-unoder.
Det er selvfølgelig ikke nok med et enkelt velvalgt twist – nej, vi skal have et par stykker i hvert afsnit og en ordentlig cliffhanger i slutningen.
I stedet for et elegant og nervepirrende retssalsdrama forfalder ’Anatomy of a Scandal’ hurtigt til pseudo-chokerende slibrigheder, hvor man egentlig ikke er interesseret i nogle af karaktererne.
Sienna Miller og Rupert Friend gør ellers, hvad de skal, og det er svært at holde gode skuespillere nede, hvor papirtyndt materialet end er.
Michelle Dockery – der stadig ikke kan undslippe skyggen fra sin ’Downton Abbey’-rolle – spiller anklageren Kate Woodcroft, der har en (knapt så) overraskende tilknytning til sagen.
Og i fremstillingen af netop den tilknytning dukker endnu et besynderligt kreativt valg op. Der leges med flydende overgange mellem fortid og nutid samt indsætning af skuespillere fra de forskellige perioder, men det er decideret spild af tid. Én oplysning retfærdiggør ikke, at en tredjedel af hvert afsnit skal bruges i flashback.
Serien markedsfører sig selv på, at hver sæson skal centreres omkring en skandale blandt eliten i det britiske samfund.
Gimmicken er allerede blevet brugt med den fremragende ’A Very British Scandal’ baseret på virkelige begivenheder. ’Anatomy of a Scandal’ er til gengæld skåret ud fra Sarah Vaughans populære romanforlæg af samme navn.
Kernen i historien – samtykke, og hvordan en situation kan opfattes vidt forskelligt – er så vigtig, at det faktisk er en skam, at resultatet ikke er bedre.
Katalysatoren for hele sagen i serien, Olivia Lytton (Naomi Scott), ser vi intet til, efter hun har vidnet i retten, og i stedet skal vi følge, hvordan James var en fandens karl på universitet med sprut, coke og misogyni i lange baner.
At han er en klam løgner, lægger serien ikke skjul på, så spørgsmålet er, hvad kan vi bruge den til, som ikke allerede er blevet skildret før og bedre?
Svaret er ingenting.
Kort sagt:
Netflix-serien er melodrama-metervare uden elegance og den fornødne spænding, som et retssalsdrama kræver.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.