James Franco gør comeback efter skandalesager – hos danske Bille August

James Franco gør comeback efter skandalesager – hos danske Bille August
James Franco. (Foto: Matt Winkelmeyer/GettyImages)

En række krænkelsesanklager er de seneste år blevet ført frem i lyset mod skuespiller og instruktør James Franco, kulminerende i 2018, hvor Los Angeles Times bragte en stor artikel, hvor fem kvinder anklagede Franco for seksuelle krænkelser på hans skuespilskole, Studio 4.

Anklagerne inkluderede, hvordan han pressede kvindelige studerende til at lave eksplicitte sexscener.

Sidste år tog selv Francos gamle ven og makker Seth Rogen afstand fra ham og sagde, at han ikke længere kunne samarbejde med ham.

Og i december sidste år talte James Franco så selv ud om anklagerne, hvor han erkendte, at han havde haft upassende seksuelle forhold til sine studerende.

I lyset af anklagerne har Francos skuespilkarriere kørt på lavt blus – hans seneste nævneværdige rolle var i HBO-serien ‘The Deuce’, der sluttede i 2019.

Men nu øjner han et comeback. Og det i en film af en dansk instruktør.

Oscar- og dobbelt Guldpalmevinder Bille August har nemlig castet Franco til sit internationale efterkrigsdrama ‘Me, You’. Filmen handler om 16-årige Marco, der i 60’ernes Ischia i Italien bruger dagene på at sejle med en hærdet fisker og krigsveteran, spillet af James Franco, før han forelsker sig i en mystisk 20-årig kvinde.

James Franco har ifølge The Hollywood Reporter stor ros til overs for den danske instruktør bag film som ‘Pelle Erobreren’, ‘Den gode vilje’, ‘Stille hjerte’ og senest ‘Pagten’:

»Jeg er begejstret for at komme med om bord på dette fænomenale projekt og for at arbejde med den legendariske Bille August. Jeg er kæmpe fan af hans film, og ‘Me, You’ er i sandhed et brilliant manuskript«, siger han.

James Franco har også et par andre film i støbeskeen, ‘Mace’ og ‘The Long Home’.

Bille August arbejder desuden på den store danske film ‘Kysset’ med Esben Smed og Clara Rosager.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af