(Advarsel denne nyhed indeholder spoilers af ’Ringenes herre: Magtringene’.)
Havde du regnet den ud?
Det havde skuespilleren bag i hvert fald ikke til at begynde med.
Allerede da de første billeder fra den svinedyre ‘Ringenes herre’-serie blev udgivet før selve premieren, gik der rygter om, hvorvidt man ville opleve Sauron, før han blev Sauron.
Til at starte med var ivrige fans nærmest sikre på, at skuespilleren Anson Boon, der også ser aldeles skummel ud i en af trailerne til ’Magtringene’, i sandhed var Sauron.
I løbet af seriens første sæson var der små vink hist og her, men det var først i sidste episode, at man officielt fik bekræftet, hvem der i virkeligheden var den titulære Ringenes herre.
Nemlig Halbrand spillet af Charlie Vickers.
I et interview med The Hollywood Reporter svarede Vickers på spørgsmål om den store afsløring.
Til spørgsmålet om, hvornår han vidste, at han var den sande Sauron, svarede han:
»Jeg vidste det ikke med sikkerhed før starten på tredje episode. Vi filmede de første to episoder, og så blev serien sat på pause på grund af covid. Mod slutningen af pausen fortalte seriens showrunners mig det«, fortæller skuespilleren og indrømmer, at han helhjertet spillede Halbrand i anden episode uden at kende til karakterens skumle planer.
De små vink, der kan hjælpe med at gøre billedet lidt tydeligere omkring Halbrands sande identitet, lå i mange af replikkerne, fortæller Charlie Vickers.
»Der er nogle sjove øjeblikke. Min anden replik på tømmerflåden ’Skindet kan bedrage’ gav ikke mening for mig til at begynde med, fordi jeg ikke vidste, jeg spillede Sauron! Men når jeg tænker tilbage på det nu, er jeg sådan: ’Wow, lige dér var det’. Og så er der øjeblikket, hvor jeg trådte ind i Númenor og stoppede ved smedeværkstedet. Jeg tror, det var et øjeblik, hvor der ringede nogle alarmklokker hos fans, der kender universets ‘lore’ (mytologi, red.) rigtigt godt«.
Ifølge seriens showrunners kommer anden sæson til at fokusere meget på Sauron. I interviewet med Hollywood Reporter blev Vickers spurgt ind til, om han kunne røbe lidt om sin karakter i anden sæson:
»Jeg tror, det bliver en rigtig spændende sæson, for du begynder at se Sauron for, den han er. Vi har oplevet ham i den her periode, hvor han angrer. Vi kommer til at rykke ind i den periode, hvor hans planer begynder at udfolde sig. Du er med ham, når han rykker brikkerne på skakbrættet. Der er dele af den ‘lore’, som er så rig og spændende og interessant, som jeg elskede at læse i ’Silmarillion’, som vi kommer til at se. De der virkelig berømte historier kommer til at udfolde sig i næste sæson«.
Charlie Vickers indrømmer til sidst i interviewet, at det har været aldeles svært at holde på hemmeligheden over for sine nærmeste, der konstant spurgte ind til, om han var Sauron eller ej.
‘Ringenes herre: Magtringene’ kan streames på Prime Video.