’Call Jane’: Film om forstadsfrues forvandling til abortaktivist er opløftende og underholdende

Phyllis Nagy har instrueret noget så sjældent som en opløftende film om abort, som berører de store samfundsomvæltninger i 1968.

Nagy har tidligere instrueret filmen ’Mrs. Harris’ (2005) og skrev desuden manuskriptet til Todd Haynes’ mesterlige ’Carol’. ’Call Jane’ er historien om den pæne husmor Joy, der bliver en del af en lyssky affære.  

Vi befinder os i 1968 i Chicago. Forstadsfruen Joy er til fornemt cocktailparty med sin advokatmand, hans juristkollegaer og deres nydelige vedhæng. Udenfor holder politiet stand, og i nærheden kan man høre masserne råbe: »Verden holder øje«.

Ungdomsoprøret ulmer derude, Vietnam-demonstranter fylder gaderne, og de har voldelige opgør med ordensmagten.

Det er en verden i opbrud, og i første scene bliver der sat skel mellem de to virkeligheder. Det er en kamp mellem traditionerne og den nye verden, dem og os – mænd i jakkesæt og deres forstadsfruer på den ene side, flipperne og oprørerne på den anden.

Joy lever et lykkeligt liv som forstadsfrue med sin mand, Will, og deres datter Charlotte på 15 år. Endnu en datter er undervejs, men Joy er begyndt at få et ildebefindende, og en dag falder hun om på køkkengulvet. Lægen konstaterer, at hendes skrantende helbred skyldes graviditeten, at det kan koste Joy livet, og at den eneste løsning er ikke at være gravid.

Under et møde med hospitalsbestyrelsen – en flok cigaretrygende mænd i jakkesæt – bliver der talt hen over hovedet på Joy, og de afviser anmodningen om en abort til trods for Joys smalle overlevelseschancer. Der er stadig en sandsynlighed for, at barnet overlever, og det er nok.

Manden Will er handlingslammet og berøringsangst. Af frygt for at kompromittere sin nyerhvervede stilling som partner efterlader han mere eller mindre Joy til sig selv. Med en forceret underskrift hæver hun nervøst penge til den absolut sidste udvej, en illegal abort. Men det uhumske sted afskrækker Joy, og hun fortryder. Hun ser et opslag henvendt til gravide kvinder i krise, hvor der står »Call Jane«.

Joy bliver samlet op uden for sit hjem, får bind for øjnene og bliver afleveret ved en adresse, hvor hun får foretaget en abort. Vi får hvert enkelt trin forklaret og følger Joy i frygt og pine.

Hun møder gruppen bag foretagendet og organisationens aktivistiske moder, Virginia (Sigourney Weaver). Hver uge ringer en masse kvinder til ’Jane’ for at få hjælp til deres uønskede graviditet, og som Virginia fortæller Joy: »Vi stiller ikke spørgsmål«.

Men det er en omkostningsfuld affære, og ikke alle har råd. Lægen Dean bestemmer beløbet, og han profiterer godt på de desperate kvinder.

I hjemmet må Joy foregive, at hun har fået en ufrivillig abort. Og som hun involverer sig i organisationen, bliver billedkunstundervisning hendes alibi, mens familien ser mistænkeligt til.

Organisationen af Janes er ikke grebet ud af den blå luft, de eksisterede faktisk i Chicago, inden højesteretten vedtog loven om fri abort i USA. Her organiserede og foretog kollektivet aborter for en lang række kvinder med en alvorlig risiko for hårde fængselsstraffe.

Siden 1973 har der været fri abort i USA, men i juni 2022 omgjorde højesteretten den forfatningssikrede ret til fri abort, så hver enkelt delstat selv kan afgøre, om abort skal være lovligt. Temaet er højaktuelt, og efter omgørelsen af loven i sommer skal der ikke meget til at forestille sig, at lignende scener ville kunne udspille sig i USA igen.

Til trods for filmens tunge tema ender ’Call Jane’ som en opmuntrende fortælling. Det skyldes et fokus på søsterlig samhørighed og gevaldig kampgejst, der viser sig i den brogede forsamling af opofrende og hjælpsomme kvinder. Filmen berører de frygtsomme og lidelsesfulde konsekvenser for tidens kvinder, men dvæler ikke ved lidelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

’Call Jane’ er velkomponeret med sine tidstypiske og kontrastfyldte referencer: den oprørske musik fra Velvet Underground, datterens værelse med Jimi Hendrix på væggen, der bor side om side med den polerede forstadsfrue, der bager græskartærter og har maden klar på klokkeslettet, men som også ryger sig skæv med sine nye ’kollega’.

Man er godt underholdt, mens man får et farverigt billede af verden i en brydningstid, som især ændrede kvindernes ret og rolle. Men der er ikke noget synderligt overraskende på spil i karaktererne eller i fortællingen.

Til gengæld er Elizabeth Banks smittende og troværdig som hjemmegående husmor, der dedikerer sig til en vigtig sag og fører sit eget hemmelige oprør. Ligesom Sigourney Weaver indkapsler den hårdtslående, men kærlige aktivistiske leder, som kvinde-hustler sig til fordelagtige aftaler med lægen. 

Gennem Joys rejse udstiller filmen kvinders begrænsede handlemuligheder og position på tværs af alder, hudfarve og sociale hierarkier, men pointerer også forskellene. Og heldigvis lader filmen sig ikke rive med af forargelse og undgår en bebrejdende tone.

Der lader til at være en opbyggelig intention på spil, med budskaber om søsterskab, sammenhold og solidaritet frem for frygt.

---

Kort sagt:
’Call Jane’ er en film om stærk søstersolidaritet, som skildrer kvinders kampgejst på opløftende vis.