Find dine kleenex, for den næste Disney-film der får live action-behandling er ‘Bambi’.
Projektet blev annonceret flere år tilbage i kølvandet på genindspilningen af ‘Løvernes Konge’, men har ifølge Entertainment Weekly nu fået tilknyttet en instruktør i Sarah Polley, der sidste år stod bag den Oscar-nominerede ‘Women Talking’. Manuskriptet bliver skrevet af Micah Fitzerman-Blue og Noah Harpster, der før har stået bag Tornerose-spinoff ‘Maleficent: Mistress of Evil’ samt ‘A Beautiful Day in the Neighbourhood’.
Det bliver således spændende at se, hvordan skoveventyret om Bambi og de venner, han møder, efter han bliver adskilt fra sin mor kommer til at se ud efter en CGI-behandling. Reaktionen på fiskene i biografaktuelle ‘Den lille havfrue’ efterlader i hvert fald plads til begejstring.
Hvis man synes mordet på Bambis mor var slemt nok i tegneseriestil anno 1942, kan man godt have sine bange anelser om en fotorealistisk version.
Det bliver dog næppe så uhyggeligt, som det andet væsensforskellige slasher-projekt, ‘Bambi: The Reckoning’, der er på vej fra instruktør Rhys Frake-Waterfield, der tidligere stod bag Peter Plys-blodbadet ‘Winnie The Pooh: Blood and Honey’.
‘Bambi’ følger i fodsporene på en længere række kommende live action-remakes fra Disney, der tæller ‘Vaiana’, ‘Aristocats’ instrueret af Questlove og ‘Herkules’ instrueret af Guy Ritchie. Der er dertil en genindspilning af ‘Snehvide’ med Rachel Zegler (‘West Side Story’) i hovedrollen planlagt til 2024, mens ‘Moonlight’-instruktør Barry Jenkins arbejder på en prequel til ‘Løvernes konge’ fra 2019.
Det er endnu uvist, hvornår live action-versionen af ‘Bambi’ rammer det store lærred.