‘Den lille havfrue’: Det er nærmest umuligt at se, hvad der foregår i Disneys store CGI-remake
Hvis man var i tvivl om, hvorvidt Disneys live action-genindspilning af ‘Den lille havfrue’ er for børn, får man et vink med en vognstang i de allerførste sekunder.
Den starter nemlig, som enhver hyggelig familiefilm, med … tårer og lidelse!
Mens man indtager åbningsscenens storslåede og brusende hav, kan man læse et citat fra det oprindelige eventyrs gode gamle emo-ophavsmand H.C. Andersen.
»Havfruen har ingen tårer, og så lider hun meget mere«.
Det første af mange store statements i ‘Chicago’-instruktør Rob Marshalls remake af tegnefilmklassikeren fra 1989.
Fortællingen om den unge havfrue, der bogstaveligt talt bliver gjort tavs, har med tiden delt vandene, og det vil Disney nu rette op på. I så højtbelagt 2023-øjenhøjde, at der er faretruende langt ned til det helt unge publikum.
Historien handler stadig om den unge havfrue Ariel, der drømmende synger om at blive en del af menneskenes verden og får sit ønske skæbnesvangert opfyldt af havheksen Ursula, efter hun forelsker sig i prinsen Erik, som hun redder i land fra et skibsbrud. Der er dog lavet finjusteringer undervejs, der faktisk tager toppen af Disney-genindspilningernes ofte virkeligt kedelige deja-vu-fornemmelser.
Halle Baileys havfrue er bedre end den oprindelige Ariel. Bedre til at kommunikere uden ord – og hun virker klogere, mere selvstændig og mindre hjælpeløs. Men at historien bliver opført af skuespillere i kød og blod (og smukke haler) bringer også eventyret tættere på sin alvorstunge kerne hele vejen igennem.
Kong Triton er i Javier Bardems fortolkning stadig en pænt aggresiv pylrefar med hang til at smadre ting, men nu væbnet med forklaringen om, at Ariels mor blev dræbt af mennesker. Melissa McCarthy har på mirakuløs vis suget al morskaben ud af den elskede skurk Ursula, der alligevel også er næsten usynlig på den sorte havbund.
Ariels havfrue-søstre har fået magten over hver deres ocean og et par replikker. Fin repræsentation på sin egen ‘FN med finner’-måde.
Erik synger om at ville reddes i balladen ‘Wild Uncharted Waters’, og han er heldigvis heller ikke længere (formodet) koloniherre, men adopteret af et kulturrigt øsamfunds sorte dronning.
Det skorter ikke på velmenende forbedringer. Men det friske pust tager tid, og spilletiden når op på den rigtigt forkerte side af to timer.
I virkeligheden er det kun den nye havfrue, der betyder noget. Halle Baileys Ariel 2.0 er en storslået saltindsprøjtning til den gamle og skaber med sin enorme stemme og talent en ny favnende form for Disney-magi i filmens stærkeste øjeblikke.
Den 23-årige debutant er filmens totale fyrtårn. Og et lys i mørket er da også nødvendigt.
For i samtlige af ‘Den lille havfrue’s dramatiske og uhyggelige sekvenser er det faktisk er svært at se, hvad der foregår – selv i en biograf. Stakkels »små ulyk’lige pus«, der kaster sig ud i at streame den i en fuldt oplyst stue.
Samtidig har Ariel ikke meget hjælp at hente hos sine visuelt ucharmerende dyrekompagnoner.
Stemmerne bag krabben Sebastian (ikke caribiske Daveed Diggs), fisken Tumle (Jacob Tremblay) og havmågen Skralde (Akwafina) både rapper og joker næsten desperat, men lige lidt hjælper det.
Selvom den tegnede Sebastian er blevet befriet fra sine noget racestereotypiske læber, matcher krabbens mimik på ingen måde sin forgænger. Hjælpe-papirklipsen fra årtusindeskiftets Office-pakke var mere udtryksfuld end hans tændstiksøjne. Han flyder dødt gennem vandet, som blev han trukket i en snor.
Originalens kæmpehit ‘Under the Sea’ bliver maltrakteret til en livløs pauseskærm med undervandsplanter, der danser jazzballet.
Online fik den fotorealistiske fladfisk Tumle den hårdeste medfart, men det siger meget om resten af de sjælløse havdyr, at hans Steve Buscemi-øjne faktisk er det tætteste, filmen kommer på cute.
Generelt er der faktisk ikke rigtigt noget, der er hverken nuttet eller sjovt ved ‘Den lille havfrue’ anno 2023, og det er dens største problem.
I sidste ende strander remake-forhippelsen et totalt meningsløst sted, hvor man bliver oprigigt i tvivl om, hvem filmen egentlig er lavet til. For det er ikke nutidens børn, der skal have et mere progressivt eventyr. Store dele af ‘Den lille havfrue’ er decideret børne-uvenlig.
Genindspilningen formår fintfølende at gøre en masse ting bedre. Ariels menneskelige identitetssplittelse lever i Halle Bailey og er sågar i Disney-filosofisk tråd med det indledende nik til H.C. Andersen. Havfruens slutning får en velfortjent omskrivning.
Men lige så vigtige forbedringerne er, er de ikke banebrydende kreative. Der er ingen originalitet eller eventyrlighed, og det er meget lidt underholdende.
Opdateringen af fordums polarisende millennial-favorit vil muligvis ikke vække tårer eller lidelse. Men helt sikkert skuffelse.
Kort sagt:
‘Den lille havfrue’ har fået sig en tiltrængt makeover, der giver havfrue-prinsessen fornyet selvstændighed. Halle Baileys fødte superstjerne giver filmen eksistensberettigelse, selvom den desværre drukner sine gode intentioner i døde dyr, CGI-mørke og en kedsommeligt lang spilletid.