Er ‘Den lille havfrue’ et feministisk mareridt eller bare forfærdeligt misforstået?

Tegnefilmen fra 1989 definerede den moderne Disney-model med popsange og en ny type rebelsk prinsesse. Men der hersker også heftig uenighed om, hvorvidt den originale tegnefilm sender de helt forkerte signaler. Op til liveaction-filmens premiere diskuterer en splittet Mathilde Johanne Kristiansen med sig selv, om den originale ‘Den lille havfrue’ trænger til en gevaldig makeover.
Er ‘Den lille havfrue’ et feministisk mareridt eller bare forfærdeligt misforstået?
'Den lille havfrue' fra 1989. (Foto: Disney)

At dømme på modtagelsen af Disneys kommende liveaction-version af ‘Den lille havfrue’, ser havet ikke så skønt ud. 

Som teasere, trailere og karaktergallerier af havfolk, fisk og måger er landet drypvis, har den del af millennial-generationen, der voksede op med den tegnede klassiker fra 1989, set til med gru, mens lyset er blevet suget ud af originalen. 

Den nuttede nervøse Tumle er blevet til en trist fotorealistisk fladfisk, og den storskrydende fake news-måge Skralde, der ikke kender forskel på en gaffel og en kam, har fået store fede kløer.

En anden, mere rabiat fraktion af kritikerne har haft det stramt med, at Halle Bailey hverken var hvid eller rødhåret. Hittet ‘Kiss the Girl’ er blevet opdateret lyrisk for at matche mere 2023-passende samtykkestandarder, hvilket også har haft en krænkende effekt på de mest konservative fans. 

Halley Bailey i ‘Den lille havfrue’. (Foto: Disney)

Men faktisk er live action-versionen slet ikke alene om at blive lagt for had af dem, der ser den med moderne øjne.

Den kendte journalist og forfatter Malcolm Gladwell dedikerede tre hele afsnit af sin podcast ‘Revisionist History’ til at granske eventyrets problemer. Filmen er er bandlyst hjemme hos Keira Knightley, delte skuespilleren selv som gæst hos Ellen.

Og ifølge The Washington Post fandt to amerikanske forskere ud af, at filmen og dens halvstumme hovedperson påbegyndte en uhensigtsmæssig bølge af Disneys prinsessefilm, hvor de kvindelige karakterers taletid faktisk blev mindre. 

Der er da også mange ting ved den oprindelige film, der ikke står helt skarpt. Ikke mindst dens hovedperson. Men lad os lægge blødt ud med et par af de øvrige anker mod filmen. 

Toxic Triton og uretfærdige Ursula

Kong Triton er toxic. Hans patriark besidder et beskyttergen, der får byens mest voldsparate dørmænd til at virke tilforladelige. Han råber konstant og er tydeligvis også en dårlig og grænseoverskridende leder, der bruger havets største musikalske geni, krebsen Sebastian, som barnepige for sin yngste datter. Til hans forsvar kan man sige, at han er i en sjælden situation som mandlig eneforsørger til syv døtre. 

Havheksen Ursula er et lidt for endimensionelt eksempel på ‘kvinde er kvinde værst’. Blæksprutte-Medusaen blev til med inspiration fra 60’ernes ikoniske dragqueen Divine. Men ender med at blive penetreret af et stort skib ladet med fallos. Hun er en udtalt skurk med såkaldt »queer-coding«, der tillægger onde karakterer stereotype queer-træk, hvilket har været uhensigtsmæssigt, fordi det længe erstattede åben LGBTQ-repræsentation.

Alligevel har Ursula ofte fået ikon-status med sin skarpe tunge og ‘ned med patriarkatet’-agtige vrede. 

Ursula i ‘Den Lille Havfrue’.

Men som de »små ulyk’lige pus«, hendes glansnummer handler om, giver filmen også et alt for fladt skurkeportræt af en kvinde, der tydeligvis er blevet røvrendt af Kong Triton.

Enhver ordentlig skurk har brug for en god oprindelseshistorie. Og hvis vi forventes at være betagede af hendes trang til at snyde ungdommen for at lade dem visne hen som skrumpehoved-plankton, har vi fortjent en forklaring, der er bedre end den åbenlyse: Fordi hun er bitter, hævngerrig og misundelig på teenagepiger. Det er ikke særlig intersektionelt. 

Er Ariel verdens værste forbillede? 

Men det største stridsmål i diskussionen om ‘Den lille havfrue’s lødighed i dag handler om hovedpersonen selv. 

På afstand virker det både problematisk og åbenlyst uinspirerende at følge en hovedkarakter, der – kort efter hun udbasunerer filmens bedste sang – holder kontraktuelt kæft resten af filmen. 

Alligevel er kærligheden til ‘Den lille havfrue’ stærk. Filmen blev så stor en succes, at den reddede Disney ud af sin største økonomiske krise. Med inspiration fra Broadway genopfandt musical-formularen den moderne Disney-film, som vi kender den i dag. 

Ariel i ‘Den lille havfrue’. (Foto: Disney)

Ved premieren ville Disney gerne gøre op med fordums bogstaveligt talt søvnige prinsesser som Tornerose og Snehvide. Det blev til Ariel. En rebelsk skraldehoarder uden tidsfornemmelse, der drømmer om ben. 

Der har i årevis været storkonflikt om, hvorvidt den 16-årige Ariel, der giver afkald på en stemme for en fyr, hun slet ikke kender, er en forfærdelig feminist eller ej. 

Ud fra et gensyn i dag er det en splittende oplevelse at gennemskue, om kritikken holder vand, eller om det hele bare en stor misforståelse.

Så her prøver jeg at udlægge det uendelige had/kærligheds-forhold til ‘Den lille havfrue’ fra begge sider:

Lad os starte med det åbenlyse: Synes du ikke, det er en dårlig idé at opgive sin stemme og forlade sin familie for en mand, man ikke kender.

Jo, måske er Ariel ikke ligefrem det bedste 2023-forbillede. Men hun drømmer jo faktisk om at blive menneske »som dem«, før hun møder Erik og justerer teksten til »som dig«. 

‘Den lille havfrue’ (Foto: Disney)

Til hendes forsvar er hun desuden vokset op i et sært slavehierarkisk dyresamfund, hvor delfiner bliver spændt for kongens karet, og et skalddyr er et musikalsk geni (eller også har han bare opfundet undervands-stomp).    

I H.C. Andersens litterære forlæg fra 1837 har Den lille havfrue slet ikke noget navn. Der er Ariel foran på Bechdel-test-point. I modsætning til eventyret dør hun heller ikke af ulykkelig kærlighed til sidst og smelter til havskum på deprimerende vis, hvilket også bør tjene til hendes karakters substans. 

Og så er hun kun 16 år gammel. 

Men apropos hendes unge alder. Er det så ikke lidt klamt med den der muslinge-bh? 

Godt spørgsmål. I Disney-filmens økosystem er muslinge-bh’en vel nærmest en form for kannibalsk mode-trofæ? Men ok, det er en distraherende tanketorsk. 

‘Den lille havfrue’. (Foto: Disney)

Personligt synes jeg ikke, Ariel er særlig sexet. Hun bliver tværtimod fremstillet som en ret barnagtig happy go lucky-grinebider, der kan finde på at børste sit hår med en gaffel. Er det lidt med Ariels bh som dengang med de der croptops i Vejle? Er det i virkeligheden os, der seksualiserer Ariels kavalergang? 

»En decideret reproduktion fra pornoen« har ph.d i medievidenskab Maja Rudloff i et interview med DR kaldt måden, Ariel slænger sig på havets bund

Godt ord igen. Men ligesom statuen af samme navn har ‘Den lille havfrue’ det med at blive taget som gidsel i politiske diskussioner. 

Det er muligvis intet mod virkelighedens hovedafhugningshelvede at være Ariel. Men når man genser Disney-klassikeren i dag, er forskellen på, hvad der var tænkt som en moderne og selvstændig prinsesse og et stumt nationalklenodie med bare bryster ikke helt stor nok.

Det kræver også et par ekstremt rosenrøde briller at se bort fra, at symbolet på Ariels frigørelse vitterligt er at blive gift med en prins …

Havfruens eksempel er bestemt ikke det, man ønsker sig med devisen om, at målet helliger midlet. Hvis man skal bruge Tessas ord, er et stumt ægteskab ikke en særlig »ben« handel. 

Men på en måde giver det også fin mening, at Ariel ønsker sig væk fra sin superpatriark af en far. I sidste ende er moralen af historien jo også, at Prins Erik elsker hende for hendes stemme, ikke hendes udseende. Først da hun får den igen, går drømmen går i opfyldelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det hele handler om at gøre Erik glad.  

Det handler også om ben. Jeg har sagt det før, men hun ønsker sig at være menneske, før hun møder manden. I H.C. Andersens eventyr er det en udødelig sjæl, der er målet. Det er blevet gjort mere børnevenligt, men jeg synes faktisk, fødder at gå på er det ultimative symbol på frigørelse. 

Og apropos H.C. Andersen bliver ‘Den lille havfrue’ også ofte opfattet som en queer-fortælling.  

Hvordan kan det mest heteronormative eventyr være queer? Det må du lige forklare. 

I litteraturvidenskabens biografiske læsninger af H.C. Andersens ‘Den lille havfrue’ er det en gængs tolkning, at eventyret afspejler forfatterens ulykkelige forelskelse i vennen Edvard Collin (ikke Edward Cullen), som i stedet blev gift med en kvinde. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derudover analyserer nogle også Ariels ønske om at ændre sin krop og længsel efter en anden arts verden som udtryk for splittelsen ved at være queer eller endda ikke føle sig tilpas i sin krop og sit biologiske køn.

Den diskurs har mediet The Take undersøgt. Her er havfruens kartotek over mennesketing en form for skabstilværelse. Det hører med til historien, at en af filmens prominente medskabere var Howard Ashman, der selv var homoseksuel og fokuserede på ‘Den lille havfrue’s identitetstematik. 

På den måde kan man faktisk sige, at filmen retter op på H.C. Andersens tragiske narrativ ved at lade Ariel få sin lykkelige slutning.

Lykkelige slutning? Den har det undertrykkende patriarkat vist opfundet. 

Det kunne helt sikkert godt blive gjort klarere, at Ariel med sin forelskelse vil realisere sine egne drømme via ægteskabet. Det er også derfor, det næsten er mere interessant at dyrke analyserne af og teorierne om ‘Den lille havfrue’ end at se selve (børne)filmen. 

Halle Bailey i ‘Den lille havfrue’. (Foto: Disney)

Den er lavet i 1989, og der gik længe, før Disney brød den passive prinsesse-forbandelse med ‘Frozen’ i 2013, hvor Elsa gjorde sin egen ting med ‘Let It Go’. Derfor er der også god grund til at tro på, at selskabet i de nye remakes retter op på nogle af de forplumrede budskaber i de ældre klassikere.  

Jeg synes, du er naiv, hvis du regner med, at Disney rent faktisk vil rette op på Ariel-misforståelserne med den kommende ‘The Little Mermaid’. De vil bare tjene penge!

Sandt. Størstedelen af Disneys genindspilninger er pure pengemaskiner, hvis tilføjelser af feminisme kan virke ekstremt påtagede (som da Belle opfandt sin kvindefrigørende vaskemaskine i ‘Skønheden og Udyret’). 

Men når der nu er så mange misforståelser omkring ‘Den lille havfrue’, føles opdateringen virkelig tiltrængt lige i det her tilfælde. Jeg vil se det, før jeg tror det, men jeg hepper på Halle Bailey som Ariel 2.0. 

Tegnefilmen ‘Den lille havfrue’ kan ses på Disney+. Live action-remaket får biografpremiere 25. maj. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af