9. Tobias Rahim
Trods en vis frygt for at få den samlede danske befolkning på nakken ved ikke at placere en af tidens mest populære musikere på en førsteplads, kan jeg ikke med god vilje sætte Tobias Rahim højere på listen.
Til hans forsvar må man sige, at det ikke har så meget med ham at gøre: Det er begrænset, hvad man kan få ud af en enkelt scene, hvor man egentlig bare skal bede Esben Smed om at slette en video og så af en eller anden årsag fuldkommen overse, hvordan han er ved at implodere af græmmelse på den anden side af bordet.
Når man tænker over, hvordan en hel lavine af kaos og uheldigheder har sit udspring i lige præcis den her scene, er det ret ærgerligt, at man ikke lige fik booket Rahim til et par ekstra dage på set. Det er svært at fornemme, at forholdet mellem Joe og Rahim er funderet på andet end antallet af nuller på en konto, når vi ikke engang får et efterfølgende opgør mellem de to – efter sigende – meget gode venner.
Nikolaj Lie Kaas hyrede Rahim til serien, inden musikeren eksploderede til gudestatus. Godt set, må man sige.
8. Ulrich Thomsen (og Melvin Kakooza)
»Sorry, Joe, men jeg kan ikke det her. Jeg tror sgu, jeg bliver nødt til at finde en ny agent. Og jeg taler også for Melvin«.
Hvis man skulle pege på det mest oplagte danske medie-par, ville komiker og tv-vært Melvin Kakooza og skuespiller Ulrich Thomsen, kendt fra dramatiske roller såsom sønnen Christian fra ’Festen’ og nynazisten Adam fra ’Adams æbler’, nok ikke være det allerførste sted, man kiggede hen.
Men ikke desto mindre danner disse to kendisser fælles front mod Joe, efter den afslørende Tobias Rahim-video er gået viralt, og af en eller anden årsag er Ulrich og Melvin altså en two-for-one pakkeløsning. Det er jo, må man erkende, ret sjovt fundet på.
Men at resten af episoden går ud på, at Joe skal narre en af Danmarks største skuespillere til at tro, at han har fået grønt lys på verdens mest syrede manuskript fra et stort amerikansk studie, alt imens den paniske agent farer rundt fra den ene lappeløsning til den anden, er lige på kanten til farce.
7. Magnus Millang (og David Dencik)
En gangbesværet Magnus Millang i larmende rustning og en Walking Dead-lignende David Dencik, der kommer haltende ud af en taxa – ja, så er turen gået til de svenske fjelde.
Joe er atter på dybt vand, da han bliver kaldt til Stockholm for at gyde olie på vandene og sætte en stopper for Millangs ’The Hangover’-inspirerede eskapader, inden der opstår en international krise, der sandsynligvis ender med, at vi må afstå endnu en bid dansk territorium til vores ærkefjender på den anden side af sundet.
Millangs konstante uvidenhed – eller selektive hukommelse – er i denne episode garant for et par sceners solid underholdning, og det er rart endelig at se Joe agere habil brandslukker (om end det går ud over stakkels Evald), men endnu engang kammer det lidt over i farce, når afhøringsscenen trækker i langdrag.
Derudover har jeg svært ved at forstå, hvorfor det svenske polisen er så villige til at afstemme deres anholdelsesplaner med skuespillerens agent. Måske har de bare et lidt mere afslappet forhold til potentielle øksemord i Sverige.
Heldigvis får vanviddet en tilpas morsom slutning, hvor seeren selv får lov til at gisne om, hvad det er for en livsfarlig leg, Millang og Dencik har udsat hinanden for.
6. Rasmus Bjerg og Fenar Ahmad
På de få minutter scenen varer, formår Rasmus Bjerg at være så irriterende upassende og racistisk, at denne duo lander lige i midten af rangeringen. ’Privilegieblind’ ville være et godt ord til at beskrive den første sætning, han får gylpet op, men utroligt nok fortsætter han ud ad sin absurde tangent, som om han er begyndt at lide af en akut hjerneblødning.
»Jeg mener, jeg skal stilles de samme vilkår som alle andre. For ellers så læner vi os op ad en rigtig grim diskriminationsproblematik, som i min optik kan blive … uhyrlig«.
Ja, og herfra fortsætter svadaen ud i noget, der minder skræmmende meget om antydninger til blackface.
Bjerg kanaliserer noget af den arrogance, han gjorde en dyd ud af i Rasmus Heides ’Alle for en’-film, og det er en genistreg at stille ham side om side med (en overraskende overbærende) ’Underverden’-instruktør Fenar Ahmad, mens han leverer en monolog, der ville have gjort selv Mel Gibson til skamme.
5. Thomas Blachman
Københavns Godfather Thomas Blachman vender tilbage gang efter gang i løbet af seriens otte episoder, og selvom han ikke rigtigt har gjort skade på Joe endnu, kan man godt fornemme, at det altså ikke er LTF eller HA, der har hovedstaden i deres hule hånd – det er Danmarks svar på Gordon Ramsey.
Det er jo ikke, fordi han i sin alter-ego-rolle som sådan går kontra på den generelle opfattelse, vi danskere har af ham. Tværtimod omfavner han den og tager den helt til spidsen – og så lige et nøk videre. Han fremstår ikke bare kold og kynisk, men tenderende sociopatisk, og det synes jeg, han skal have cadeau for.
Det er typisk kun de skuespillere med størst selvindsigt og mindst af frygte, der tør spille skyggeversionen af sig selv (case in point: Seth Green, notorisk Hollywood-good guy, i tv-serien ’Entourage’ og Michael Cera i ’This is the End’).
Men det er vel næppe overraskende, at Blachman er typen, der hviler ret meget i sig selv.
4. Lars Ranthe
Her har vi at gøre med en ægte diva, der er klar til at kaste håndklædet i ringen og blive skibstømrer, når hamsterhjulets endeløse centrifugering virker en kende uoverskueligt. Nej tak til julekalendere, ja tak til After Eight og matcha latte. (Og her burde der også lyde en lille klapsalve til den fremragende birolle, der lykkes med at se både forvirret, fortvivlet og starstruck ud, imens han forsøger at klemme en kop Venti ind ad en fem centimeters vinduesåbning).
Lars Ranthes scene i en parkeret Range Rover ude foran filmstudiet er fem minutters knivskarp funnybones-komik, hvor vi får foræret den ene gyldne replik efter den anden.
»Jeg har lyst til at bygge en båd. Jeg vil bygge et tredivefods træskib«.
»Jeg flintrer jo rundt inde i det der hamsterhjul, for at vi kan beholde vores Mallorcavilla, for at jeg kan betale staldleje for pigernes lortehest. For ikke at tale om den fucking sponsorpingvin«.
»Jaer, jeg er 1,69, men jeg har en pik som en frossent fransk baguette«.
Bevares, det er ikke replikker, der når op på niveau med ’Klovn’, når de er bedst, men jeg synes alligevel, ’Agent’ og Ranthe leverer en prisværdig indsats.
3. Nikolaj Coster-Waldau, Nukâka & skjalden Allan
‘Agent’s første afsnit er bestemt ikke seriens stærkeste, men heldigvis ankommer hele Danmarks yndlingsnattevagt og hele verdens yndlings-Lannister lige i rette tid til at hæve niveauet.
Coster-Waldau er havnet i en katteknibe, vi nok alle sammen kender. Man har spillet magtfuld konge lidt for længe og er blevet forvænt til at have en kæleskjald ved sin side, og det der dagligdagstrommerum har bare ikke den samme tillokkende charme, som det plejede. Man må jo give manden ret, hvem foretrækker ikke en lille lut-vise frem for den skrækkelige iPhone-alarm.
Så småt skal du vågne, for morgenen gryr, og dagen i dag, det er fredag. I spejlet der venter den flotteste fyr, hans navn det er så Coster-Waldau.
Måske er det bare mig, men jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at hvis Nikolaj Coster-Waldau havde hostet en episode af ’SNL’, så ville det nok ikke have set meget anderledes ud end den her scene.
2. Dar Salim
Det er ikke (kun), fordi jeg har set, hvad Dar Salim gør ved folk, han bliver uvenner med, at han ligger så højt på listen.
Det er (primært), fordi han i sin alter-ego rolle er både sjov, overraskende og essentiel for plottet i serien (hvilket man bestemt ikke kan sige om alle gæsteoptrædenerne).
Og så er der bare noget helt fantastisk ved at se en version af Dar Salim, der er så ulig de roller, han normalt gør sig i. Hvem havde troet, at man skulle se hævneren fra ’Underverden’ stikke halen mellem benene og kure ned ad et reb fra et soveværelsesvindue, eller at man skulle se en af Khal Drogos mægtige Dothraki-krigere glemme at sende sin taxa videre i byen, mens han bryder ind på et DSL-lager og begår mord?
Og det er bestemt ikke for at underminere den uheldige situation, han har sat sig selv i ved at give et velmenende vidneudsagn. Man kan faktisk sympatisere skræmmende meget med hans damned if you do, damned if you don’t-dilemma.
Ikke desto mindre er det bare forfriskende underholdende at se Dar Salim på så dybt vand med kun Joe som badevinger.
1. Sidse Babett Knudsen
Seriens fjerde afsnit, ‘Roadtrip’, er unægteligt sæsonens stærkeste. Sidse Babett Knudsen er alt, alt, alt for meget, men jeg må blankt erkende, at jeg elskede hvert eneste øjeblik. Scene efter scene kaster hun sig hovedkulds ud i en ny form for manisk anfald, og der er så meget uforudsigelighed i hendes bipolare adfærd, at man får piskesmæld.
Hvem skulle have troet, at piskesmæld kunne være så latterfremkaldende?
Lad os lige lave en hurtig liste over nogle af mærkværdige ting, hun foretager sig i løbet af episoden:
Hun forsøger at gaslighte Dar Salim.
Kort efter hun tilstår, at hun godt til tider kan fylde for meget, går hun all-in på en selfie og kæntrer en kajak.
Hun tænder en cigaret med en gasbrænder foran en benzinstander.
Hun kaster en tændt gasbrænder i skødet på Joe.
Hun efterlader Lulah på en tankstation og begynder at snakke om hende i datid.
Hun forårsager en mindre eksplosion i Kartoffelrækkerne.
Sidse Babett Knudsens ’Roadtrip’-episode er så gakket, at ’Agent’ et kort øjeblik begynder at minde om noget, man kunne have set på Cartoon Network i 90’erne. Og jeg var flad af grin fra start til slut.
’Agent’ kan ses på TV 2 Play.