‘Down for Love’: Netflix’ reality-serie om at date med Down’s syndrom er det ultimative feelgood-fjernsyn
Scenen er sat. Leisel og Brayden er på date. De sidder på en fantastisk flot strand i New Zealand og overøser hinanden med komplimenter. »Du er så smuk som havet«. »Vi to er turtelduer«. »Jeg kan ikke leve uden dig«.
Vi ser det forelskede par i et panorerende droneskud. De sidder alene på stranden og ser på hinanden. Speakeren lader os vide, at der nok snart kommer en invitation af de helt store. Leisel bryder tavsheden:
»Vil du med hjem til mig til spabad og pølsehorn?«
Netflix nye reality-serie ’Down for Love’ er en vidunderlig fortælling om, hvad det vil sige at være single, når man har Down’s syndrom og rigtig gerne vil have sig en kæreste.
I serien møder vi en stribe af livsglade og hudlæst ærlige personer med Down’s syndrom, som blandt andre tæller 20-årige Josh, der elsker at clubbe (med sin mor og far), men har svært ved at få pigerne med hjem, Libby, der spiller hovedrollen i en biografaktuel film om en pige med Down’s, og Aelinor, der klæder sig efter en bestemt periode i den britiske middelalder.
Fra programmets første afsnit bliver det hurtigt tydeligt, at mennesker med Down’s syndrom forholder sig vidt forskelligt til deres egen og andres forstand. Libby vil have en kæreste, der udfordrer hende intellektuelt, imens Leisel drømmer om at finde en fyr, der elsker pomfritter og spabade, lige så højt som hun selv gør.
Carlos på 30 år er stadiet over ufatteligt sød. Han taler fire sprog, skriver digte og deltager i fotografkonkurrencer verden over. I afsnit 2 er han på date med den middelalderglade, forsigtige og forsagte Aelinor. De to tager på rundvisning på et gammelt slot, de drikker te og fletter fingre.
Tre minutter inde i te-selskabet lægger Carlos hovedet på skrå og vrider sit hjerte ud over for Aelinor: »Din skønhed bjergtager mig«. Aelinor er smigret. Hun takker Carlos for de søde ord.
Det er feelgood fjernsyn for alle pengene, og det er så sødt, så det næsten hviner i tænderne.
Det er svært at sige ’Down for Love’ uden også at sige ’Love on the Spectrum’, Netflix’ hitserie om mennesker på autismespektret, der ligeledes er på jagt efter kærligheden.
Serierne lægger sig direkte op ad hinanden. De deler præcist det samme formsprog, den samme narrative opbygning og er begge fortalt i samme opløftende og ærlige tone. Hvis man elskede ’Love on the Spectrum’, vil man med al sandsynlighed også falde for ’Down for Love’.
Begge serier er ærlige portrætter af en gruppe af mennesker med et handicap, men hvor parforholdseksperten Jodi Rogers i ’Love on the Spectrum’ lærte seerne om autisme og deltagernes vanskeligheder ved at lære nye sociale færdigheder, lykkes det desværre ikke i samme stil for eksperten i ’Down for Love’, Dave Hicks.
Dave taler med mange af deltagerne, men lærer hverken dem eller seerne noget nyt om, hvad det vil sige at date med Down’s syndrom. Han giver deltagerne en masse rosende ord og klap på skulderen, men hans rolle som parforholdsekspert virker for serien desværre ligegyldig og en kende påtaget.
Hvor nogle af deltagerne i ’Love on the Spectrum’ oplevede store skuffelser, hjertesmerte og tydelige frustrationer i deres datingliv, synes alle deltagerne i ’Down For Love’ at ride på en uendeligt høj bølge. På en date med Libby bliver Josh afvist midt i et akavet forsøg på et første kys, men lader sig ikke påvirke af situation og giver fuld gas resten af aftenen.
Josh lader sig, som mange af de andre deltagere, bestemt ikke tynge af tilværelsen, og netop det at deltagernes datingliv virker til at være evigt problemfrit og udramatisk gør, at serien som helhed føles noget flad.
Deltagernes fremtrædener, deres ukuelig gåpåmod og store begejstring over hinanden er dog helt fantastisk dejligt at se på.
Kort sagt:
’Down for Love’ er et ærligt og hjertevarmt portræt af datingverdenen for dem, der har Down’s syndrom. Serien er hyggelig og letfordøjelig at se, men byder desværre aldrig på det helt store drama.