Sergio Leones westernklassiker ‘A Fistful of Dollars’, der gav Clint Eastwood sit helt store gennembrud, skal nu remakes.
Det er selskabet Euro Gang Entertainment, som skal stå for produktionen, blandt andet sammen med italienske Enzo Sisti, der senest arbejdede på et andet fremragende remake, nemlig Netflix-serien ‘Ripley’. Der er endnu ikke en instruktør tilknyttet.
‘A Fistful of Dollars’ fra 1964 var mesteren Leones første film i den såkaldte dollar-trilogi, der blev fulgt op af ‘For a Few Dollars More’ i 1965 og kulminerede med mesterværket ‘The Good, the Bad and the Ugly’ i 1966.
Den første film i kategorien, der nu skal genindspilles, handler om en navnløs gunslinger, der spiller to rivaliserende familier ud mod hinanden i en lille by.
Umiddelbart kan man jo synes, at et remake af en så udødelig klassiker er håbløs, indtil man kommer i tanke om, at filmen selv var et løst remake af Kurosawas lige så klassiske ‘Yojimbo’.
Historien er desuden så arketypisk og stemningsbåret, at man sagtens kan se for sig, at den kan tweakes i interessante retninger i de rette hænder.
Så må vi se, hvilke hænder det bliver!