Colin Firth vil opklare sin datters død i ny true crime-serie – se traileren til ‘Lockerbie: A Search For Truth’

Colin Firth vil opklare sin datters død i ny true crime-serie – se traileren til ‘Lockerbie: A Search For Truth’
Colin Firth i 'Lockerbie: A Search For Truth'. (Foto: PR)

21. december 1988 blev alle 259 passagerer samt personalet på et Pan Am-fly med nummeret 103 slået ihjel, da en bombe ombord sprang, og flyet styrtede ned i den skotske by Lockerbie.

Det uhyggelige terrorangreb – som slog yderligere 11 af byens beboere ihjel, da flyet ramlede ned i et beboelseskvarter – er omdrejningspunkt for den nye true crime-fiktionsserie ‘Lockerbie: A Search For Truth’, der netop har fået en ny trailer. Det skriver Deadline.

Colin Firth indtager hovedrollen som Jim Swire, inspireret af en virkelig person af samme navn, hvis datter døde ombord på flyet.

Som talsperson for gruppen af pårørende sætter Swire alt ind på at finde frem til sandheden om bombningen af flyet, der eksploderede 38 minutter efter takeoff. Jagten på retfærdighed bringer ham over flere kontinenter – og tester hans tro på retssystemet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Colin Firth spiller over for blandt andre Catherine McCormack (‘Braveheart’) og Sam Troughton (‘The Ritual’, ‘Mank’) i miniserien, der består af fem afsnit.

Serien er skabt af ‘Outlaw King’-manuskriptforfatter David Harrower. I instruktørstolen sidder Jim Loach, søn af det britiske koryfæ Ken Loach, og Otto Bathurst (‘Peaky Blinders’, ‘His Dark Materials’, ‘Halo’).

‘Lockerbie: A Search For Truth’ får amerikansk premiere på Peacock 2. januar 2025. Herhjemme har serien hjemme på SkyShowtime, men en premieredato er endnu ikke annonceret.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af