PORTRÆT. Længe var der ingen tvivl om, hvem der var den mest kendte Culkin-bror.
For hele verden elskede Macaulay Culkin som barnestjerne i ’Alene hjemme’. Selvom han i voksenlivet ikke fokuserede synderligt meget på skuespillet, overstrålede han alligevel resten af sin familie med sin særegne status som medieombrust kultskikkelse.
I skyggen af ham stod den to år yngre lillebror Kieran, der også indtog en birolle som bebrillet fætter i familiejulefilmen og dens efterfølger. For få år siden ville de færreste nok udnævne ham som en kommende Hollywood-stjerne og Oscar-favorit.
Men det er netop, hvad han nu er blevet.
Efter en mangeårig skuespilkarriere kom Culkins brede gennembrud selvfølgelig med rollen som Roman Roy i hitserien ’Succession’, der havde premiere i 2018 og nåede sin storstreamede finale i 2023. Samme år blev han belønnet med en Emmy-statuette for sin gestaltning af den charmerende, sarkastiske og konfliktfyldte Roy-lillebror.
Nu er han så i en alder af 42 storfavorit i Oscar-kategorien Bedste mandlige birolle for sin præstation i Jesse Eisenbergs biografaktuelle komediedrama ’A Real Pain’.
At vejen dertil ikke ligefrem har været målrettet eller kalkuleret, gør ikke hans nuværende topposition på filmverdenens største scene mindre bemærkelsesværdig.
Den tidlige pragtpræstation
Efter Kieran Culkins tidlige debut som syvårig i ’Alene hjemme’ fulgte en række biroller i komedier som ’Father of the Bride’ (1991), ’It Runs in the Family’ (1994) og ‘She’s All That’ (1998).
I 1998 fik han karrierens første hovedrolle som 16-årig i ‘The Mighty’, og han fulgte året efter op med en prominent birolle i Oscar-vinderen ’The Cider House Rules’.
Første professionelle gennembrud som voksenskuespiller kom allerede med coming of age-filmen ’Igby Goes Down’ fra 2002, hvor 19-årige Culkin indtog hovedrollen som en privilegeret, men sortsynet ung mand, der kæmper med at finde sig til rette i sin dysfunktionelle familie og i voksenlivet.

Rollen, der blev hædret med en Golden Globe-nominering og en Critic’s Choice-pris, er et tidligt eksempel på den Kieran Culkin’ske karaktertype, han efterhånden har perfektioneret. En karakter, der rummer umiddelbar lethed og sarkastisk humor, men også bærer på skrøbelighed, tristesse og tvivl.
For Igby er en rodløs teenager, der aldrig gør sig umage, dumper sine fag i skolen og virker ligeglad med tilværelsen. Sandheden er dog, at han længes efter tætte relationer. Det kommer bare først frem, når han har mistet dem.
Radikal skuespilmetode
Skuespilkarrieren har aldrig manifesteret sig som en drøm for Kieran Culkin. Han er ligesom bare fortsat, og i en alder af 33 gik det op for ham, at det her vel var hans karrierevej for resten af arbejdslivet. For hvad skulle han ellers lave?
»Nå, jeg gætter på, at det her er, hvad jeg skal være, min levevej, for jeg har ikke andre færdigheder«, genfortæller han i et interview fra 2024 med The Guardian.
»Jeg mener det seriøst: Jeg har bogstaveligt talt ingenting. Jeg droppede ud af gymnasiet. Jeg ved ikke engang, hvordan internettet fungerer. Jeg har aldrig haft sociale medier. Jeg ved ikke, hvad LinkedIn er. Jeg ved ikke, hvad Reddit er. Jeg ved ikke, hvad ting er, og jeg skal ud i verden og få et job?«.

Udefra set har han en på lignende vis radikalt afslappet og nærmest skødesløs tilgang til skuespilfaget. Culkin, der i øvrigt ikke er vild med at sætte ord på sit håndværk, øver nemlig først sine replikker 10 minutters tid inden, han skal ytre dem foran kameraet.
Den anderledes velforberedte ’A Real Pain’-instruktør og medskuespiller Jesse Eisenberg har i et Vulture-interview beskrevet, hvordan han gang på gang blev forundret over Culkins evne til at dukke op på settet uden en anelse om, hvilken scene de skulle spille – og alligevel levere »det bedste skuespil, jeg har set i mit liv«.
Måske er hans instinktive og undertiden improviserende tilgange til skuespillet netop grunden til, at han virker så umiddelbar og naturlig i sine roller.
Kræsen familiefar
I sine valg af roller er Kieran Culkin noget mindre impulsiv. Faktisk er han kræsen.
Modsat omverdenens forventninger red han tilbage i 00’erne ikke videre på det momentum, som den hyldede præstation i ’Igby Goes Down’ havde skabt. Han blev ellers tilbudt mange roller, men ingen sagde ham noget. I stedet tog han en fem år lang pause fra filmbranchen, hvor han lavede lidt teater og prøvede at finde ud af, hvad han selv havde lyst til.
Dermed undgik han den mentale nedtur, som mange børnestjerner før ham – inklusive storebror Macaulay – ofte er endt i som voksne på grund af berømmelsen og omverdenens pres.

I dag handler valget af roller også om, at han skal have tid til sin familie, og at kun de mest interessante jobs kan lokke ham væk fra dem. Under arbejdet på ’Succession’ fandt han ud af, at han kun kan være væk fra familien i otte dage ad gangen. I et interview med Vulture siger han sågar, at han allerhelst ville være hjemmegående husfar på fuld tid.
Man kan sammenligne Culkins familiefokus og coolness i sine karrierevalg med den jævnaldrende Hollywood-megastjerne Ryan Gosling, der i slutningen af 2010’erne tog fire års pause fra skuespillet og nu har genopfundet sig selv.
Kronen på værket
Siden han genoptog filmkarrieren i 2008 med indiefilmen ’Lymelife’, har Culkin blandt andet haft mindre roller i de anerkendte film ’Scott Pilgrim vs. The World’ (2010) og ’Margaret’ (2011) samt anden sæson af ’Fargo’.
De fleste lagde dog først for alvor mærke til ham, da han blev til Roman Roy i Jesse Armstrongs successerie ’Succession’.
Som den yngste bror i den stenrige Roy-families privilegerede søskendeflok, der kæmper om at overtage deres fars mediekonglomerat, udviklede han sig i løbet af de fire sæsoner til en fanfavorit og en dark horse i magtspillet.
Ligesom de andre hovedkarakterer er Roman på overfladen ganske usympatisk, følelseskold, udspekuleret og grov i munden – altid klar med en spiddende joke om sine medmennesker. Men når facaden af og til krakelerer, viser han sig også som en sårbar og kuet mand, der lider under dårligt selvværd og seksuel usikkerhed. Og som grundlæggende nok bare har brug for at blive elsket.

Jesse Eisenberg havde sjovt nok slet ikke set ’Succession’, da han castede Culkin til komediedramaet ’A Real Pain’, hvor han som kronen på værket bygger videre på en lignende dobbelthed af lethed og melankoli, sjov og smerte.
Filmen handler om to amerikanske, jødiske fætre, der var tætte som børn, men er gledet fra hinanden i voksenlivet. David (Eisenberg) har inviteret Benji (Culkin) med på en guidet, historisk holocaust-rejse gennem Polen, hvor de også skal besøge deres afdøde bedstemors gamle bolig.
Både David og filmens publikum er fascineret af Benji, der lyser op i ethvert rum og selskab med sin humor og charme. Lige så ofte er han dog decideret ubehagelig for David og resten af rejsefællerne at være sammen med. Benji har nemlig en tendens til at teste grænser og være ubehøvlet ærlig om sine holdninger. Han er god til at læse sine medmennesker, men sårer dem også utilsigtet.
En smertefuld understrøm af selvhad anes under Culkins mangesidede og til tider umedgørlige karakter, som både vækker irritation og sympati. Og det er svært at komme på en anden skuespiller, der ville kunne spille den sammensatte rolle lige så mesterligt.
Selv har Kieran Culkin til The Guardian beskrevet sin komplekse og Oscar-værdige præstation med en vanen tro humoristisk afvæbnende og knap så analyseparat kommentar:
»Det kommer bare ud af mit ansigt eller min mund eller whatever«.
’A Real Pain’ kan ses i biograferne. Oscar-showet finder sted natten til 3. marts dansk tid.